Plejehjemsleder slår fast: Sådan kan en medarbejder spare en times arbejde dagligt

En medarbejder i ældreplejen kan spare en times arbejde hver dag ved at kravene til dokumentation lettes.
Det vurderer Anette Larsen, der er plejehjemsleder i Helsingør Kommune.
Hun deltager tirsdag sammen med omkring 2000 andre i regeringens stormøde om ældres velfærd i Fredericia.
- Det kommer selvfølgelig an på, hvilke opgaver medarbejderen har den dag. Men jeg vil sige, at man kan spare omkring en time om dagen, siger Anette Larsen.
Regeringen har tirsdag præsenteret sit udspil til en reform af ældreplejen.
Et af tiltagene går ud på at fjerne statslige krav om dokumentation for, at personlig pleje og omsorg for den ældre er blevet udført.
Der er ingen tvivl om, at det vil give tidsbesparelser, siger Katja Saunte Bagger, der også er at finde blandt de fremmødte i Fredericia.
Hun er social- og sundhedsassistent på et plejehjem i Karlslunde.
Katja Saunte Bagger vil ikke sætte et konkret tal på, hvor meget tid der kan hentes.
Hos fagforeningen FOA er man positivt indstillede over for, at regeringen ønsker mindre dokumentation i ældreplejen.
Det siger sektorformand for social- og sundhedsområdet Tanja Nielsen.
- Den gængse social- og sundhedshjælper siger, at hun bruger omkring en halv time om dagen på unødig dokumentation. En social- og sundhedsassistent bruger ofte minimum to timer ved en computerskærm på en vagt.
- Der går rigtigt meget tid til dokumentation. Så det er godt, at der bliver lagt op til noget refleksion om, hvad det er for nogle ting, vi dokumenterer.
Tanja Nielsen understreger dog, at mange af kravene til dokumentation kommer fra kommunerne selv.
De er blandt andet opstået, siger hun, fordi man har skåret ned på bemandingen.
- Vi ser jo, at man i mange kommuner har skåret overlap mellem vagthold væk. Det betyder, at medarbejderne ikke får mulighed for at overlevere viden til hinanden.
- Så kan det blive nødvendigt at dokumentere flere ting, så det næste hold ved, hvad der er sket i løbet af dagen, siger Tanja Nielsen.
Hun mener derfor, at det vil være nødvendigt at genindføre overlappet mellem vagter, hvis man vil sikre en vidensdeling mellem de ansatte.