Annonce
Nyheder3 timer siden (opd. 2 timer siden)

Pizza Hut er gået konkurs i Danmark

Pizza Hut er gået konkurs i Danmark og lukker derfor sine 13 restauranter. Det bekræfter kædens nordiske landechef
Af: Ritzau
Annonce

Pizza Hut er gået konkurs i Danmark og lukker derfor sine 13 restauranter.

Det bekræfter kædens nordiske landechef, Nina Ljungdahl, og Anders Hoffmann Kønigsfeldt, som er indsat som kurator, over for Helsingør Dagblad.

- Der er afsagt konkursdekret torsdag formiddag. Det omfatter alle de 13 restauranter, der er drevet i samme selskab, siger advokat Anders Hoffmann Kønigsfeldt til mediet.

Kuratoren siger videre til avisen, at Pizza Hut i Sverige og England har søgt om rekonstruktion. Det har dog ikke været muligt i Danmark, og derfor har selskabet erklæret sig konkurs, lyder det.

En rekonstruktion er et forsøg på at redde et selskabs økonomi, så selskabet undgår en konkurs.

I sommeren 2024 meddelte kapitalfonden Directional Capital, at den havde planer om at åbne mere end 40 Pizza Hut-restauranter i Danmark over de næste fem år.

Annonce

Det skete, efter at kapitalfonden havde købt selskabet NRG Pizza AB og dermed retten til at drive Pizza Hut-brandet i Sverige.

Herfra ønskede kapitalfonden at udvide i Norden og blandt andet genindtræde på det danske marked.

Størstedelen af Pizza Hut-restauranterne på verdensplan bliver drevet efter franchisemodellen.

Det betyder, at en franchisetager køber retten til at bruge et brand og koncept og herefter står for driften af sin egen virksomhed.

Annonce

I Danmark overtog Pizza Hut en del af de lokationer, som tidligere tilhørte pizzakæden Domino's.

Det australske selskab Domino's Pizza Entreprises, som står bag Domino's, oplyste i juni 2023, at det ville lukke alle sine 27 danske butikker.

Anders Hoffmann Kønigsfeldt forklarer over for Helsingør Dagblad, at selskabet bag Pizza Hut ikke har kunnet få udgifterne i forbindelse med at omdanne de tidligere Domino's-restauranter til at hænge sammen med indtægterne.

Annonce

Før 2024 var Pizza Hut senest til stede i Danmark i 2009, hvor dårlig økonomi betød, at kæden lukkede sine på daværende tidspunkt sidste tre restauranter.

Annonce

Sponsoreret indhold