PINLIG FYRING

Uanset hvad man måtte mene om Jørgen Leths stil, bliver Tour de France aldrig mere det samme. Der er dem, der sikkert vil drage et lettelsens suk over at slippe for Leths oppustede facon. For atter andre vil savnet dårligt være til at bære.Det er muligt, at Jørgen Leths tid som cykelkommentator under alle omstændigheder var ved at rinde ud - 16 år i samme kommentatorboks og med samme stil er immervæk længe.Men TV2-ledelsens begrundelse for at skille sig af med Jørgen Leth er slet og ret pinlig - udtryk for manglende mod til at stå fast.For man kunne jo spørge: Hvad har det overhovedet med cykelløb at gøre, at Jørgen Leth i sin bog fortæller ærligt om sit sexliv? Gør det ham til en ringere kommentator, at han (for ti år siden) har haft sex med en 17-årig?Selvfølgelig ikke. Sandheden er en hel anden - nemlig den, at TV2-sportens chef Morten Stig Christensen har ladet sig kyse af det oppiskede hysteri i kølvandet på Leths bog.På TV2 er man så bange for folkestemningen, at man er parat til at fyre en medarbejder, man i øvrigt er glad for.TV2-sporten havde stået sig ved at holde skæg for sig og snot for sig. Man burde have sagt, at Jørgen Leth måske nok har været et par gange på forsiden af Ekstra Bladet, men at manden efter dansk lov altså ikke er kriminel (højst ærlig). Og at én ting er hans smag for eksotisk sex - noget andet er hans evner som cykelekspert.To ting, der vist ikke har så forfærdelig meget med hinanden at gøre. Lige indtil den skandaløse fyring.