Pia Kjærsgaard spyttet i ansigtet
Pia Kjærsgaard ankom med et smil til Dolly Parton-koncerten torsdag aften i Forum. Det smil aftog dog mere og mere, som aftenen skred frem.
Formanden for Dansk Folkeparti så sig nemlig sur på en kvindelig koncertgænger, som sad foran hende. Den 34-årige kvinde blev nemlig ved med at rejse sig op under koncerten. Det skriver BT.
Læs også: Pia Kjærsgaard: Europas største racist
Et øjenvidne beretter, at Pia Kjærsgaard prikkede kvinden hårdt på skulderen, og bad hende om at sætte sig ned. Det førte til en heftig diskussion, som kulminerede, da kvinden endte med at spytte på folketingspolitikeren.
Pia Kjærsgaards PET-vagter skred ind og fik den spyttende kvinde hentet af politiet.
- Det er korrekt, at vi har kørt en kvinde til afhøring på Bellahøj. Hun har angiveligt spyttet Pia Kjærsgaard i ansigtet. Men det er sådan set også alt, hvad jeg ved på nuværende tidspunkt, sagde den vagthavende ved Københavns Politi til BT torsdag aften.
Læs også: Pia Kjærsgaard: Jeg stinker
Den 34-årige har været anholdt, men er nu løsladt.