PIA I REGERING?

Men på Christiansborg går udviklingen stærkt. Og med kun 11 år på bagen har Dansk Folkeparti i dag udviklet sig til en magtfaktor i dansk politik, som ingen kan underkende. Partiets indflydelse er i dag langt større end De Konservatives, selv om de jo som bekendt er med i regeringen.Og sammenligner man med de altid så selvbevidste radikale, er konklusionen også klar. I forhold til Pia Kjærsgaard har Marianne Jelved ingen betydning i dansk politik. (Marianne Jelved siger godt nok, at hun regner med at blive statsminister. Men jeg vil æde min gamle hat på, at det ikke sker.)Stadig oftere lufter Pia Kjærsgaard ambitionerne om ministerposter i en kommende regering. Anders Fogh bryder sig ikke om den snak. For på den ene side er han glad for at have Dansk Folkeparti at støtte sig til. På den anden side er han ikke begejstret for, at samarbejdet bliver for tæt. Det kunne give ekstra næring til den bekymring, som visse borgerlige vælgere har: Nemlig at Dansk Folkeparti spiller en for central rolle.Det er i dét lys, man skal se, at Foghs kronprins, indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, for-leden i et interview i dagbladet Politiken slog fast, at Dansk Folkeparti ikke kommer med i en kommende borgerlig regering. Det kunne Løkke - som han udtrykte det - ikke "se for sig".Spørgsmålet er, hvor klog Lars Løkkes udmelding er. Én ting er, at han (og Fogh) mener, at Dansk Folkeparti ikke skal i regering. Noget andet er at sige det og argumentere med, at partiet ikke er egnet. Det minder i snublende grad om dengang, da tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen fik sagt, at Pia Kjærsgaard ikke er "stueren", hvad han som bekendt slap mindre godt fra.Nu kan Fogh risikere, at Dansk Folkeparti efter Løkkes udmelding bliver lige så forbandede som efter Nyrups i sin tid. Og det kan give store problemer i den kommende tid, hvor Dansk Folkeparti næppe vil lægge sig i selen for at hjælpe Fogh ud af de krisesager, der måtte opstå. Der er med andre ord lagt op til en dramatisk tid frem til næste valg.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close