Nyheder3. april 2018

Pia Allerslev: - 'Vild med dans' ødelagde min politiske karriere

Pia Allerslev prøvede at booste sin politiske karriere med deltagelsen i 'Vild med dans', men det gik lige omvendt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/pia-allerslev-03042018.jpg
 Foto: All Over Press
Den nygifte tidligere 'Vild med dans'deltager og tidligere kultur- og fritidsborgmester i København, Pia Allerslev, stillede ikke op ved sidste års kommunalvalg. Hun blev forinden vraget af Venstres bestyrelse i København. Også partimedlemmerne vendte tommelfingeren nedad for Pia Allerslev som Venstres overborgmesterkandidat. Dermed var hendes politiske karriere slut. Hun ville ellers gerne have fortsat i politik. – Jeg var ikke mæt, da jeg stoppede som borgmester, selvom jeg godt vidste, at jeg nok skulle noget andet, inden jeg blev 50. Men jeg ville gerne have haft en periode til, siger Pia Allerslev i et interview med 'Alt for damerne'. Da hun i 2011 stillede op i 'Vild med dans', hvor hun dansede sammen med sidste års vinder, Michael Olesen, var det ellers for at galvanisere den politiske karriere mod for tidligt udløb. – Der var faktisk ingen, der kendte mig i København, selv da jeg var borgmester. Men jeg kunne godt se, at hvis jeg skulle have succes i politik, var jeg nødt til at blive mere kendt, og det ville 'Vild med dans' kunne gøre for mig. Og jeg indrømmer blankt, at jeg stillede op for at få mere politisk gennemslagskraft. Jeg har heller aldrig været for fin til at stille op i de medier, som andre rynker på næsen af, og jeg står gerne på en rød løber og udtaler mig til bladene, siger Pia Allerslev til 'Alt for damerne'. Men hun føler, at hendes deltagelse i det populære underholdningsprogram havde den stik modsatte effekt på karrieren i politik. - Det kom til at koste mig mit politiske liv, for mine modstandere sagde, at jeg var for useriøs og brugte for meget tid på den slags. Men jeg ville gøre det på samme måde igen. Jeg vil nemlig gerne være i øjenhøjde med mennesker, og mange læser jo de medier. Det kan godt være, at vælgerne ikke kendte mit valgprogram i detaljer, men de kendte mig måske som et sympatisk menneske, de havde set i et madprogram. Det er fint med mig, siger Pia Allerslev til 'Alt for damerne'. På arbejdsfronten er hun sprunget ud som selvstændig som rådgiver. I privaten er for blot 14 dage blevet gift ved et romantisk bryllup i Egypten. Den 45-årige Venstre-løvindes udkårne er Henrik Uth, som hun mødte i sit arbejde som borgmester. Han friede juleaftensdag sidste år. Pia Allerslevs børn Freja og Valdemar, som hun fik med manden gennem 12 år, Christian Simonsen, var ved deres mors side, da hun blev gift igen.

Sponsoreret indhold