Nyheder30. oktober 2009

Peter Qvortrup Geisling: Mor døde af røg

TV-lægen har intet til overs for tobaksindustrien, som han mener er skyld i moderens død
TV-lægen taler åbenhjertigt om sin mors lungekræftdød i den nye bog "Mit liv med døden"
TV-lægen taler åbenhjertigt om sin mors lungekræftdød i den nye bog "Mit liv med døden"
 Foto: All Over

Peter Qvortrup Geisling foragter og afskyr rygning og tobaksindustrien.

Med sin lægelige baggrund er det ingen overraskelse, men i en ny samtalebog, "Mit liv med døden", afslører han, at hans modstand også har dybe personlige årsager.

Hans mor døde som følge af mange års rygning.

- Jeg prøvede i mange år at få min mor til at holde op med at ryge. Jeg kan huske, at når jeg vågnede om morgenen og skulle i skole, så hostede hun, og det brød jeg mig bestemt ikke om.

- Men da hun fik konstateret rygerlunger, vendte jeg rundt og sagde: "Okay, lad os nu få så meget godt ud af det som muligt", siger den populære TV-læge i bogen, skriver B.T.

Geisling er ikke i tvivl om, hvem der er de egentlige skyldige i hans mors død.

- Det er hos tobaksselskaberne, jagten skal gå ind. De er ikke særligt ambitiøse - bare griske og egoistiske - og jeg har det sådan i dag, at var der én, jeg ikke gad have til bords, så var det PR-chefen eller direktøren i Skandinavisk Tobakskompagni, siger Peter Qvortrup Geisling.

Hans mor døde på Frederiksberg Hospitals lungeafdeling. Han var hos hende hele tiden.

- Førstehjælpen er meget enkel. Det handler om at holde af, holde om og holde mund - altså være til stede, lytte og stille nogle gode spørgsmål, hvis nogen har det skidt. Det var det, jeg valgte at gøre, siger han i bogen.

Sponsoreret indhold