Peter Kofod bryder tavsheden: Vil have ekstraordinært møde udskudt

Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Peter Kofod, vil have det ekstraordinære årsmøde i partiet udskudt.
Han vil heller ikke afvise selv at gå efter formandsposten i DF.
Det siger han i et interview med B.T.
- Der er to ubekendte faktorer, som vi skal have vished om, før vi kan bede medlemmerne om at vælge formand.
- Den ene er retssagen mod Morten Messerschmidt, og den anden er rigsretssagen mod Inger Støjberg.
- Før de to ting er helt overstået, kan vi ikke vælge en ny formand, siger Kofod til B.T.
Den nuværende partiformand, Kristian Thulesen Dahl, har meddelt, at han vil fratræde som partiformand i DF som en direkte konsekvens af det netop overståede kommunalvalg, hvor partiet blev mere end halveret.
Næste skridt i processen er, at DF's hovedbestyrelse mødes på lørdag. Her kan et flertal af hovedbestyrelsen anmode formanden, altså Thulesen Dahl, om et ekstraordinært årsmøde med valg af formand som punkt.
Det ekstraordinære årsmøde skal afholdes, inden der er gået to måneder fra anmodningen til formanden. Det er den vedtægt, som Peter Kofod ifølge B.T. vil bøje.
Peter Kofod vil ikke afvise, at han selv er i spil som partiformand.
- Jeg har også modtaget en del opfordringer fra baglandet. Det er jeg glad for, og jeg tager dem også til efterretning. Men lige nu handler det ikke om mig, men om at formandsvalget foregår på et oplyst grundlag, siger han.
Spørgsmål: Så du vil ikke afskrive dig selv som kandidat til posten?
- Jeg vil gerne spille en aktiv rolle i genrejsningen af partiet. Men i hvilken rolle det helt præcist bliver, må vi se på.