Nyheder9. april 2024 (opd. 9. april 2024)

Peter Higgs er død

Manden bag opdagelsen af Higgs-partiklen blev 94 år

Den britiske fysiker Peter Higgs, som har lagt navn til Higgs-partiklen, er død i en alder af 94 år.

Det skriver mediet The Guardian tirsdag.

Higgs modtog i 2013 Nobelprisen for sit arbejde med teorier om Higgs-partiklen, der spiller en central rolle inden for fysikken.

Den britiske fysiker fik prisen sammen med belgiske François Englert, der også havde forudsagt, at partiklen eksisterede.

Partiklen er også blevet kaldt Guds partikel, fordi den er årsag til, at alle andre partikler i universet har en masse.

Selv om partiklens eksistens længe havde været forudsagt, var det først i 2012, at forskere ved Cern-anlægget i Schweiz offentliggjorde, at de havde fundet klare tegn på, at artiklen findes.

The Guardian beskriver Higgs som en ekstremt tilbageholdende mand, der ikke brød sig om for meget virak.

Higgs hørte ifølge eget udsagn, at han var nobelvinder igennem en bekendt, der fortalte til det ham.

Det skete, da den britiske fysiker var på vej hjem fra en frokost, som han bevidst havde valgt at spise et lidt afsides sted i byen Leith for at være i ro, mens vinderen blev offentliggjort.

Higgs blev født i Newcastle i 1929. Han efterlader sig to sønner og to børnebørn.

Higgs var professor emeritus på Edinburgh University, som har udsendt en meddelelse om hans død:

- Han døde fredfyldt mandag 8. april efter kort tids sygdom, står der.

- Hans familie har bedt medier og offentligheden om at respektere hans privatliv.

Rektor på Edinburgh University Peter Mathieson kalder ifølge nyhedsbureauet dpa Higgs for et "bemærkelsesværdigt menneske".

- En i sandhed begavet forsker, hvis fremsynethed og fantasi har beriget vores viden om den verden, der omgiver os.

- Hans banebrydende arbejde har motiveret tusindvis af forskere, og hans eftermæle vil fortsætte med at inspirere mange i de kommende generationer.

/>

Sponsoreret indhold