Person alvorligt kvæstet i trafikulykke
En person er kommet alvorligt til skade i forbindelse med en færdselsulykke i Nr. Lyndelse på Midtfyn torsdag morgen.
Det oplyser Torben Jakobsen, vagtchef ved Fyns Politi, til netmediet fyens.dk.
Personen er efterfølgende blevet bragt til hospitalet. To andre personer er også bragt på skadestuen, men politiet har ikke umiddelbart en opdatering på deres tilstand.
- Det er tre biler, der er impliceret. Den ene part er på vej til at bakke væk fra vejen og ind i en indkørsel med en trailer. Så kommer der en anden bil kørende, overser ham fuldstændig og kører ind i ham, siger vagtchef Torben Jakobsen.
Artiklen fortsætter under billedet ...

Sådan så det ud efter ulykken. Foto: Presse-fotos.dk
På grund af ulykken har man valgt at spærre Albanivej midlertidigt torsdag morgen. En bilinspektør er blevet tilkaldt for at foretage undersøgelser.
Politiet har ikke været helt sikre på skadernes omfang, hvorfor bilinspektøren er blevet tilkaldt for en sikkerheds skyld.