Nyheder16. november 2021

Pengene vælter ind: Vaccineproducenter tjener 1000 dollars i sekundet

Tre producenter af coronavaccine vil ifølge opgørelse tjene 34 milliarder dollar i år tilsammen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20171011-140409-l-1920x1279we.jpg
 Foto: Mikkel Møller Jørgensen/Ritzau Scanpix

En række af de største producenter af coronavacciner tjener tilsammen mere end 1000 dollar - eller cirka 6500 kroner - hvert sekund.

Det viser en analyse fra sammenslutningen People's Vaccine Alliance (PVA), der arbejder for at udbrede adgangen til coronavacciner.

Analysen har set nærmere på overskuddene hos selskaberne Pfizer, BioNTech og Moderna. De tre selskaber står bag to af de mest benyttede coronavacciner i verden.

PVA estimerer, at de tre selskaber tilsammen vil dele et overskud før skat på 34 milliarder dollar - eller cirka 222 milliarder kroner - mellem sig i år.

Det svarer til lidt over 1000 dollar i sekundet, som svarer til cirka 6500 kroner i dansk valuta.

PVA's estimat baserer sig på selskabernes egne regnskaber. Det fremgår ikke, om estimatet kun bygger på indtjening fra salg af coronavacciner. Selskaberne får nemlig også indtjening fra salg af andre produkter.

- Det er uanstændigt, at nogle få virksomheder tjener millioner af dollar hver eneste time, mens bare to procent af befolkningen i lavindkomstlande er blevet færdigvaccineret imod coronavirus, siger Maaza Seyoum, der er talsperson for den afrikanske del af PVA.

- Pfizer, BioNTech og Moderna har brugt deres monopoler til at prioritere de mest profitable kontrakter med de rigeste regeringer, samtidig med at de har efterladt lavindkomstlande ude i kulden.

Ifølge PVA har Pfizer og BioNTech leveret mindre end én procent af deres totale forsyninger til lavindkomstlande, mens Moderna har leveret bare 0,2 procent.

Sponsoreret indhold