Nyheder7. november 2023

Peder Hvelplund tager orlov fra Folketinget: Hustru er uhelbredeligt syg

Enhedslistens formand Peder Hvelplunds hustru er ramt af uhelbredelig kræft, og det får nu formanden til at tage orlov midlertidigt
Peder Hvelplund
Peder Hvelplunds hustru er uhelbredeligt syg med kræft, og derfor prioriterer Enhedslistens formand nu tid med familien.
 Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Enhedslistens gruppeformand, 56-årige Peder Hvelplund, tager orlov fra Folketinget, og der sker på en trist baggrund, skriver han på Facebook.

Hvelplunds hustru, Louise Bilde Hvelplund, er nemlig ramt af uhelbredelig kræft.

- Min kone, kæreste, elskede livsledsager gennem 30 år er blevet ramt af uhelbredelig kræft.

- Vi ved, at hun kommer til at dø af det, vi ved ikke helt, hvor lang tid der går eller med hvilket forløb. Men det er klart, det helt ændrer prioriteringerne i tilværelsen.

- Derfor tager jeg midlertidig orlov fra mit arbejde i Folketinget - en arbejdsplads, der er langt bedre end sit rygte, og som jeg også forventer at vende tilbage til, skriver Hvelplund på Facebook.

Han har været fast medlem af Folketinget siden 2019, og Hvelplund er et af de mest profilerede ansigter hos Enhedslisten.

Foruden af være gruppeformand har han markeret sig som sundhedsordfører. Eksempelvis under coronaepidemien. Desuden er han klima- og miljøordfører.

Mens Hvelplund er på orlov, bliver hans suppleant, Runa Friis Hansen, midlertidigt folketingsmedlem.

- Jeg er utrolig glad og stolt af den opbakning, jeg har fået fra Enhedslistens folketingsgruppe, til at finde en løsning, der er holdbar for min familie, i den situation vi befinder os i.

- En særlig tak til Trine Pertou Mach for være villig til at tage opgaven på sig som midlertidig gruppeformand.

- Men som min kone siger; det er noget værre lort, og det må vi så forsøge at få det bedst mulige ud af, skriver Hvelplund.

Han og hustruen tager nu en uge til Grækenland, skriver Hvelplund. Parret har sammen tre børn og et plejebarn.

Enhedslisten har i alt ni mandater i Folketinget. Partiet har foretaget nogle rokader i ordførerskaberne grundet Hvelplunds orlov.

Det betyder blandt andet, at Runa Friis Hansen bliver ny sundheds-, psykiatri- og ældreordfører, oplyser Enhedslisten i en pressemeddelelse.

Politisk ordfører Pelle Dragsted bliver ny skatteordfører, Søren Søndergaard bliver ny forsvarsordfører, og Søren Egge Rasmussen overtager Hvelplunds ordførerskaber på klima-, miljø- og naturområdet i andre rokader.

Sponsoreret indhold