Paula Abdul: Stopper på "American Idol"
- Det er med sorg i hjertet, at jeg har bestemt mig for ikke at returnere til "Idol", står der nu at læse på Paula Abduls Twitter-profil, og dermed er det officielt, at den 47-årige sangerinde er færdig som dommer i seersuccesen.
- Jeg vil savne at give næring til nye talenter, men mest af alt at være en del af showet, som jeg fra dag ét hjalp med at blive et internationalt fænomen, skriver hun videre.
Ifølge People er der endnu ikke kommet nogen forklaring på, hvorfor Abdul har bestemt sig for at stoppe i "American Idol", blot 2 dage før hun skulle være vendt tilbage til jobbet. Abduls pressetalsmand ønsker ikke at udtale sig i sagen andet end for at bekræfte, at historien er god nok.
"American Idol" bliver i USA vist på Fox, og de har udsendt denne pressemeddelelse:
- Paula Abdul har været en vigtig del af "American Idol" de sidste 8 år, og vi er kede af, hun har valgt ikke at returnere til showet, er den kortfattede melding.