Nyheder2. marts 2022

Pas på! Undgå indsamlingssvindel når du donerer til Ukraine

Der advares nu om svindel i forbindelse med indsamlinger til ofrene i Ukraine
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190612-164259-5-1920x1280we.jpg
 Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Går du med tanken om at donere penge til ofrene i Ukraine, så er det en god ide lige at dobbelttjekke, om det nu er det rigtige sted, du sender pengene hen.

Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden advarer nemlig nu om indsamlingssvindel gennem falske sms’er eller annoncer på sociale medier.

Advarslen kommer på appen ”Mit Digitale Selvforsvar”, som de to organisationer varetager.

- Vi har fået et par tips ind, hvor forbrugere har modtaget nogle sms’er fra organisationer, der vil samle penge ind. Her ser vi så på, om det er tale om svindel, siger Ulla Malling, der er projektchef ved Forbrugerrådet Tænk.

- Der var nogle af de her tips, hvor vi var i tvivl, om det var en rigtig eller en falsk sms. Det er jo med til at gøre det endnu sværere for den almindelige borger. Vi blev enige om, at det var så svær en situation, at vi var nødt til at lave en generisk advarsel, fortsætter hun.

Hvis man modtager en sms, hvor man kan støtte et velgørende formål, så opfordrer Ulla Malling til, at man lige bruger to minutter på at tjekke, om det er det rigtige nummer, man skal sende betalingssms’en - det kan man typisk gøre på de forskellige organisationers hjemmesider, så pengene man donerer, havner det rigtige sted.

Tre gode råd til at undgå indsamlingssvindel

Doner direkte til den organisation du ønsker at støtte. Gå eventuelt ind via deres officielle hjemmeside eller app.

Vær særligt opmærksom overfor annoncer på f.eks. sociale medier. Brug tid på at undersøge annoncens afsender, inden du sender dine penge af sted.

Undgå indsamlinger der beder dig donere gavekort, værdibeviser eller lignende.

Kilde: Advarsel fra "Mit Digitale Selvforsvar"

Med appen er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens primære opgave at gøre opmærksom på problemerne og advare forbrugerne om dem.

- Det, vi kan gøre med vores ressourcer, er også at gøre de forskellige organisationer opmærksomme på det her, og de udfordringer der er, fortæller Ulla Malling.

Hun opfordrer også til, at forbrugeren selv tager handling, hvis man støder på en indsamlingsannonce, der tydeligvis er falsk.

- Hvis man nu ser en annonce på for eksempel Facebook, så ville man være et godt menneske, hvis man anmeldte annoncen til Facebook. Så kan man godt tænke: ”Nytter det noget?”, men det nytter mere end at lade vær.

- Vi modtager også gerne tips om det i appen "Mit Digitale "Selvforsvar", for så har vi mulighed for at sende en advarsel ud om det, siger hun.

Sponsoreret indhold