Pas på derude: Mere sne og glat på vejene

Det gælder om at kigge sig grundigt for og køre ekstra forsigtigt her til morgen mange steder i Danmark.
For de seneste dage har vintervejret for alvor meldt sin ankomst i Danmark til glæde for nogle og frustration for andre. Og det kan være lumsk derude med pludseligt glatte veje.
Nattemperaturerne kan både i dag og hele weekenden snige sig ned under frysepunktet, og derfor skal man ifølge DMI være opmærksom på isglatte veje.
Særligt i Nordjylland har sne og kulde bragt flere udfordringer med sig, men helt så vildt kommer vejret ikke til at blive i weekenden, forudser vagthavende meteorolog Frank Nielsen ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tidligt fredag morgen.
- Det her helt ragnaroksagtige vejr, vi har set nogle steder på det seneste, får vi ikke at se i weekenden, men det er blevet vintervejr, og det har også sneet flere steder hen over natten, siger Frank Nielsen.
Artiklen fortsætter under opslaget...
Vejdirektoratets vinterråd:
— Vejdirektoratet (@Vejdirektoratet) December 2, 2021
- Tjek https://t.co/3chRjKVzxi før du kører.
- Tag hjemmefra i god tid.
- Kør forsigtigt. Vejen kan være glat, selvom det ikke kan ses.
- Der er større risiko for glatføre ved skovstrækninger, lavtliggende områder og på og under broer. pic.twitter.com/JD9AX4Wl7Q
Frank Nielsen fra DMI fortæller videre, at kulden fredag er under pres af lavtryk og fronter ude fra Nordsøen, der i løbet af dagen bringer skyer og nedbør med sig fra vest.
De fleste steder ventes nedbøren at falde som regn eller slud, men i den nordlige del af Jylland kommer det formentlig til at sne igen.
- Der kan godt falde mellem fem og ti centimeter sne nord for Limfjorden. I den sydlige del af landet kan der tilsvarende falde fem til ti millimeter regn, siger Frank Nielsen.
Temperaturen kommer fredag til at ligge mellem frysepunktet og fem graders varme. Koldest bliver det i nord og varmest i syd.
Rigtig vinterkoldt i Vendsyssel og Himmerland hvor der ligger godt med sne❄️ Ellers temp. lidt over frysepunktet, men mange steder er vejtemperaturen under frysepunktet❄️👉 Så vær opmærksom og i god tid for der er risiko for stedvis sne- og isglatte veje. pic.twitter.com/Gs7WfqlpiQ
— DMI (@dmidk) December 3, 2021
DMI: Sådan fortsætter det
I takt med at fronterne bringer fugtigere luft ind over landet, kan det i løbet af aftenen og natten blive temmelig diset og tåget.
Det kan hænge ved lørdag morgen, hvor der dog falder en smule mere ro på vejret. Således kommer dagen for de fleste til at byde på svag vind og lidt varmere temperaturer mellem to og seks grader, mens der heller ikke ventes særlig meget nedbør.
Søndag vender kulden så tilbage med temperaturer mellem frysepunktet og fire grader, mens der både kan komme slud og snebyger - især ved Østersøen og ved kyster ud til Kattegat og Skagerrak.
Samtidig begynder det også at blæse op med jævn til hård vind omkring øst og ved kysterne stedvis op til kuling, hvorfor der ifølge Frank Nielsen er udsigt til et "temmelig koldt døgn".