Nyheder23. januar 2009

Paris: Fransk for fattigrøve

Frankrigs hovedstad er meget andet end dyrt modetøj og fine restauranter. Her kan du læse, hvordan du nyder byernes by uden at betale en formue
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/rejser/paris-fattig-2-5-09-jpg.jpg

Paris er indbegrebet af rigdom og luksus. Nævner man den franske hovedstad, tænker de fleste straks på Chanel, champagne, fine franske restauranter og femstjernede hoteller med velour på væggene og overdådige lysekroner i loftet.

Byernes by, som Paris også kaldes, er da også en af verdens dyreste byer at opholde sig i. Det betyder dog ikke, at man er nødt
til at blive ruineret for at opleve byen - og det bør man gøre mindst én gang i sit liv. For Paris er fantastisk!

Den er ikke bare vidunderlig smuk og charmerende - den er også hjemsted for nogle af verdens mest berømte seværdigheder:
Eiffeltårnet, Notre Dame, Louvre, Triumfbuen, Champs-Élysées, Moulin Rouge med mere.

Kun kigge
Som bekendt koster det ikke noget bare at kigge, og Paris udforskes allerbedst på gåben og med øjne på stilke. Den ægte parisiske stemning finder du ved bare at slentre rundt i byens kvarterer og betragte de imponerende bygningsværker og storslåede boulevarder.

Et absolut must er også den fantastisk smukke kirke Notre Dame (på dansk Vor Frue), der ligger på øen Ile de la Cité i Seinen.
Det meget overvældende bygningsværk stod færdigt i 1345 og inspirerede mange år senere forfatteren Victor Hugo
til at skrive romanen "Klokkeren fra Notre Dame".

Utroligt nok er det ganske gratis at gå ind i kirken. Dog koster det penge, hvis man vil op i tårnet - og igen er man nødt til at stå i kø. Tit og ofte bliver der desuden holdt gratis koncerter om aftenen. De annonceres typisk på skilte og plakater ude foran kirken.

Eiffeltårnet
Bevares, udsigten fra Eiffeltårnet er mageløs, men det samme er vuet fra den højtbeliggende Sacre Coeur-kirke i Montmartrekvarteret.
Og så slipper du både for at stå i kø og for at købe billet.

Gustave Eiffels 300 meter høje og 7000 tons stålkonstruktion, der stod færdig til verdensudstillingen
i 1889, er utrolig interessant at studere på tæt hold og virker faktisk endnu mere storslået fra jorden end fra toppen.
Også om aftenen udgør Eiffeltårnet en af Paris' gratis glæder.

Nemlig når tårnets tusindvis af påsatte lys hver hele time glitrer i mørket.

Sponsoreret indhold