Nyheder4. oktober 2022

Panik i Japan i nat: Frygtede missil ville ramme tusinder

Et nordkoreansk missil fløj over japansk territorie og styrtede ned i Stillehavet 3000 kilometer fra Japan
Den nordkoreanske missiltest skabte opsigt mange steder i Asien. Her er vi i nabolandet Sydkorea.
Den nordkoreanske missiltest skabte opsigt mange steder i Asien. Her er vi i nabolandet Sydkorea.
 Foto: Kim Hong-Ji/Reuters/Ritzau Scanpix

Nordkorea har affyret et ballistisk missil fra landets østkyst tirsdag. Det oplyser det sydkoreanske militær og den japanske kystvagt ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den japanske regering bad borgere om at søge dækning, fordi missilet tilsyneladende fløj over japansk territorie, inden det faldt i Stillehavet.

- Nordkorea har tilsyneladende affyret et missil. Søg venligst tilflugt i bygninger eller under jorden, lød det ifølge nyhedsbureauet AFP i en advarsel fra den japanske regering, der blev udsendt klokken 07.29 tirsdag lokal tid.

Advarslen gjaldt for to præfekturer i det nordlige Japan, skriver det japanske medie NHK ifølge AFP.

Togdriften i det nordlige Japan blev desuden indstillet på grund af missilet.

Femte gang

Tirsdagens missilaffyring fra Nordkorea er den femte i løbet af ti dage.

I sidste uge lavede Japan, Sydkorea og USA en fælles militærøvelse.

I weekenden viste Sydkorea desuden sit våbenarsenal frem ved en fejring af landets væbnede styrker. Her blev der fremvist raketaffyringsramper, ballistiske missiler, kampvogne, droner og F-35-kampfly.

Nordkorea er ifølge Reuters desuden klar til at foretage en atomprøvesprængning.

Sydkoreanske politikere sagde i sidste uge, at prøvesprængningen kan blive gennemført på et tidspunkt mellem Kinas Kommunistiske Partis partikongres 16. oktober og det amerikanske midtvejsvalg 8. november.

På en pressebriefing natten til tirsdag dansk tid siger den japanske regerings talsmand, Hirokazu Matsuno, at Nordkorea har affyret et ballistisk missil mod øst.

Han siger også, at det nordkoreanske missil med stor sandsynligvis fløj over Japan, og at det faldt i vandet uden for Japans eksklusive økonomiske zone.

Han fordømmer Nordkoreas handlinger på det kraftigste og siger, at Nordkoreas handlinger er en alvorlig udfordring for den internationale fred.

USA klar med hjælp

USA anser Nordkoreas affyring af et ballistisk missil over japansk territorie tirsdag for at være både "farlig og hensynsløs".

Det siger Adrienne Watson, som er talskvinde for Det Hvide Hus' nationale sikkerhedsråd, i en meddelelse.

Hun understreger, at USA står fast på et løfte om at ville forsvare Sydkorea og Japan. USA er dog fortsat åben over for forhandlinger med Nordkoreas regering.

Under affyringen fra Nordkorea tirsdag bad den japanske regering borgere om at søge dækning. Missilet fløj nemlig over japansk territorie, inden det faldt i Stillehavet.

Det var første gang i fem år, at et missil fløj over Japan.

- Denne handling er destabiliserende og viser, at Nordkorea åbenlyst tilsidesætter FN-resolutioner og internationale sikkerhedsnormer, siger Adrienne Watson.

Hun tilføjer, at USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, har talt med sine japanske og sydkoreanske modstykker efter affyringen.

Sullivan har diskuteret "passende og robuste fælles og internationale modsvar".

Han understregede, at USA står "stålfast" på at ville forsvare Japan og Sydkorea.

Og så sagde han, at den amerikanske regering vil fortsætte med at forsøge at begrænse Nordkorea evne til at udvikle sine forbudte våbenprogrammer.

Den japanske regering vil indgå i et tæt samarbejde med FN's Sikkerhedsråd, USA og Sydkorea, oplyser talsmanden.

Den japanske premierminister, Fumio Kishida, fordømmer på det stærkeste Nordkoreas handlinger, som han beskriver som barbariske.

En regeringskilde siger ifølge Reuters til den japanske tv-station TV Asahi, at missilet kan være et interkontinentalt ballistisk missil.

Kilden siger også, at missilet styrtede ned i Stillehavet omkring 3000 kilometer fra Japan.

Den sydkoreanske præsident, Yoon Suk-yeol, siger tirsdag, at Sydkorea vil komme med et "stærkt svar" på missilaffyringen.

Yoon kalder affyringen for en "provokation", der "uden tvivl har krænket FN's universelle principper og normer".

- Yoon har givet ordre om at komme med et stærkt svar og træffe passende foranstaltninger i samarbejde med USA og det internationale samfund, oplyser præsidentkontoret ifølge AFP.

Sponsoreret indhold