Nyheder15. april 2023

Pandaerne prøver igen: Sådan ved de at Mao Sun er klar til parring

Ifølge dyrepasser I Zoologisk Have København har der i løbet af lørdagen været en del interaktioner mellem de to dyr
Pandere er snart klar til parring
I løbet af lørdag har der været en del interaktioner mellem hanpandaen Xing Er og hunpandaen Mao Sun i Zoo i København, fortæller dyrepasser
 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Zoologisk Have i København forsøger endnu en gang at få de to pandaer Mao Sun og Xing Er til at parre sig.

Lørdag aften er hunpandaen Mao Sun meget tæt på at være i brunst. Det fortæller Nadja Søndergaard, som er dyrepasser i Zoologisk Have.

- Det er oppe over, siger hun.

Zoologisk Have holder skarpt øje med, hvornår hunpandaen Mao Sun er klar til parring.

Pandaens brunstperiode varer nemlig kun 36 timer hvert år.

Ifølge dyrepasseren har der i løbet af lørdagen været en del interaktioner mellem de to dyr.

- Siden morgenstunden har vi tænkt "kunne det være nu"?. Pandaerne har haft nogle møder, som er gået ganske stille og roligt, hvor hun har søgt ham og hans opmærksomhed.

- Han har også søgt hendes opmærksomhed, men der er ikke sket mere ved det, siger Nadja Søndergaard.

Pandaerne kom til Danmark i april 2019 fra Chengdu Panda Base i Kina efter flere års forberedelser.

De to dyr er udlejet til Danmark i 15 år. Pandaerne tilhører stadig Kina, ligesom eventuelle unger gør det.

De seneste fire år har Zoologisk Have forsøgt at få de to pandaer til at parre sig. Dog uden held.

- Det er lige de sidste ting, vi mangler. Og det er sådan noget som, hvordan hun står, når hun er tæt på ham, når de har de her møder.

- De sidste tre år har vi set, at hun står helt stille og lidt med svajet ryg, og halen er løftet. Når hun står sådan, ved vi, at hun er klar til, at Xing Er kan hoppe op på hende. Hun har stået ved siden af ham. Det er bare uden, at halen er løftet, siger Nadja Søndergaard.

Hun fortæller også, at forventningerne er "tårnhøje".

- Vi håber inderligt, at det lykkes i år, siger dyrepasseren og henviser også til den nye strategi, man afprøver i år.

Her har man lukket de to pandaer ind i samme anlæg, flere uger inden hunpandaen er i brunst.

Sponsoreret indhold