På vej mod England: Fly med 133 personer om bord styrter ned

Kun én af de ombordværende 242 personer på et nedstyrtet fly i Indien har overlevet.
Det bekræfter flyselskabet Air India efter en ulykke i den vestindiske by Ahmedabad ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Flyselskabet siger således, at der er 241 bekræftede døde, mens den ene overlevende er under behandling på et hospital, lyder det videre
Tidligere meldte politiet ud, at 294 mennesker havde mistet livet. Men flere ofre var ved en fejl blevet talt flere gange, oplyste Vidhi Chaudhary fra politiet ifølge Reuters.
Der er dog stadig uvished om det samlede dødstal i ulykken, da flyet styrtede ned i et beboelsesområde uden for lufthavnen i byen.
Det blev tidligere torsdag meddelt, at der kunne være dræbte både i flyet og på landjorden, og det samlede dødstal kan dermed stige.
Redningsarbejdet er torsdag aften dansk tid afsluttet, oplyser Indiens ministerium for civil luftfart ifølge Reuters.
Tidligere torsdag lød det fra en politichef, at alle ombordværende var formodet døde. Men senere sagde chefen ifølge det indiske nyhedsbureau ANI, at en person var fundet i live i flyet. Den overlevende har efterfølgende også udtalt sig til flere medier.
Air India skriver på det sociale medie X, at flyet med nummer AI171 på vej fra Ahmedabad til Gatwick uden for London har været involveret i en hændelse.
Der er tale om et fly af typen Boeing 787-8 Dreamliner.
London Gatwick Lufthavn bekræfter ifølge Reuters, at flyet AI171 var på vej til lufthavnen og skulle være landet klokken 18.25 lokal tid.
Det var kort efter afgang, at det styrtede ned i et beboelsesområde.
Blandt de 242 ombordværende var 230 passagerer og 12 besætningsmedlemmer.
Heriblandt var 169 indere, 53 briter, syv portugisere og en canadier, skriver Air India på X. Det fremgår ikke, hvilken nationalitet de resterende 12 ombordværende har.
Flyet ramte en bygning, da det styrtede.
- Tragedien i Ahmedabad ryster os dybt og gør os meget kede af det. Det knuser vores hjerter, mere end ord kan beskrive, siger den indiske premierminister, Narendra Modi.
Flightradar24, der overvåger al civil luftfart, skriver på X, at signalet til Air India-flyet forsvandt klokken 13.38 lokal tid (klokken 10.08 dansk tid). Det var, ét minut efter at flyet lettede.
På daværende tidspunkt var flyet i 190 meters højde.
Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), siger i en udtalelse delt på X af Statsministeriet:
– Tragiske nyheder fra Ahmedabad. Vores tanker går til ofrene og deres pårørende samt førstehjælperne på stedet. På vegne af Danmark sørger vi med Indien og befolkningen i alle de lande, der er berørt af flystyrtet.