På tirsdag kan du stemme til folketingsvalget
Selv om folketingsvalget først er udskrevet til afholdelse 1. november, så behøver du ikke vente så længe med at afgive din stemme.
Tre uger før valget skal landets kommuner nemlig gøre det muligt at brevstemme.
De skal oplyse på kommunens hjemmeside og i lokale aviser, hvor det kan foregå.
Det behøver ikke kun være på borgerservicecentre, men kan også være på biblioteker eller uddannelsessteder.
Åbningstiderne på de valgsteder, hvor man kan brevstemme, kan variere fra kommune til kommune og sted til sted.
Men mindst ét af stederne skal holde åbent fra 9-16 på den tredjesidste dag før valget, hvorefter der lukkes for brevstemning.
Man kan i første omgang kun stemme på de partier, der er opstillingsberettigede og ikke på bestemte kandidater.
Partierne har nemlig frist helt indtil 10 dage før valgdatoen til at aflevere kandidatlister. Først herefter er det muligt at sammenstille og udlevere en liste over opstillede kandidater.
Hvis man allerede har brevstemt, men gerne vil lave sin stemme om eller stemme på en bestemt kandidat, er det også muligt.
Det er kun den sidst afgivne og gyldige brevstemme fra en given person, der tæller.
Men har man brevstemt mindst én gang, kan man ikke også stemme på selve valgdagen.