Nyheder 30. juni 2016

Özlem Cekics søster overlevede terrorangreb

Overværede angiveligt terrorist i slagsmål med politi
Foto: Mikael Rieck
  Den tidligere folketingspolitiker Özlem Cekics lillesøster, Hilal Cekic, kunne være blevet offer for terrorangrebet tirsdag aften i Atatürk-lufthavnen i Istanbul i Tyrkiet, skriver tv2.dk.  
  41 blev dræbt ved angrebet, og 239 blev såret, da gerningsmænd med geværer og bombebælter angreb lufthavnen.  
  25-årige Hilal Cekic var på vej fra Danmark til Ankara og befandt sig i Atatürk-lufthavnen på tidspunktet for angrebet.   - Jeg så et slagsmål, og det så ud, som om politiet havde overmandet gerningsmanden. Jeg overvejede at gå udenfor, men gik ned og satte mig ind i flyet til Konya. Hvis jeg var gået udenfor, var jeg måske blevet et af ofrene, siger Hilal Cekic  til tv2.dk.   En gerningsmand detonerede sit bombebælte ved en taxiholdeplads, en anden sprængte sig selv i luften tæt ved sikkerhedskontrollen inde i selve lufthavnsbygningen, mens den tredje gerningsmand nåede helt op i afgangshallen.  
  Det var sandsynligvis den tredje gerningsmand, Hilal Cekic så i slagsmål med politiet.   Var hun blevet på stedet, kunne hun i dag være blandt dødsofrene.   I stedet sad hun i sit fly på startbanen og ventede mens blodbadet fandt sted inde i lufthavnen.   - Vi fik at vide, vi ikke kunne flyve videre, og at det var på grund af bagagen, fortæller Hilal Cekic til tv2.dk.   Da passagererne åbnede deres mobiltelefoner, blev de klar over, hvad der var foregået i lufthavnsbygningen og at deres familier havde prøvet at få fat i dem, for at høre, om de var ok.   - Min mor blev meget lettet,  da jeg sagde, at jeg var uskadt, fortæller Hilal Cekic.  
  Storesøster Özlem Cekic er også på ferie i Ankara, og hovedstaden bærer præg af terrorangrebet i Istanbul.   - Stemningen er meget trykket. Folk bevæger sig væk fra store pladser, fortæller Özlem Cekic til tv2.dk.   Da Özlem var sikker på, at hendes søster var sluppet helskindet fra terrorangrebet, skrev hun et opslag på facebook, hvor hun udtrykker sympati og medfølelse med alle ofrene og deres pårørende.   Du kan se hendes opslag herunder:
   

Sponsoreret indhold