Nyheder7. februar 2023

Overlæge i chok over tilbagekaldt medicin: - Det, vi havde frygtet, holdt faktisk stik

Ulrik Stenz Justesen, der er overlæge og professor på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på OUH, tabte næsten kæben, da han hørte nyheden
Omkring 35.000 kroner har fået Dicillin på recept.
Omkring 35.000 kroner har fået Dicillin på recept.
 Foto: Mottlau Michael/Ritzau Scanpix

Ulrik Stenz Justesen tabte kæben, da han og en kollega opdagede, at antibiotika-medicinen Dicillin kan have smittet patienter med en potentielt livsforandrende bakterie.

- Vi troede, det var løgn. Det, vi havde frygtet, holdt faktisk stik, siger Ulrik Stenz Justesen. Han er overlæge og professor på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.

- Jeg har været i det her game en del år efterhånden, og jeg har aldrig nogensinde oplevet det her før, siger han.

Mandag oplyste Lægemiddelstyrelsen, at antibiotika-medicinen Dicillin fra virksomheden Sandoz kaldes tilbage efter fund af multiresistente CPO-bakterier.

Cirka 35.000 personer har fået lægemidlet på recept fra september til og med december ifølge Sundhedsdatastyrelsen.

Tallet er potentielt større, da det også er blevet solgt efterfølgende.

Multiresistente bakterier er ifølge Sundhedsstyrelsen modstandsdygtige overfor flere typer antibiotika.

Bliver man smittet med den type bakterier, skal man resten af ens livstid i isolation - altså på enestue - under behandling på sygehuset.

Det var Ulrik Stenz Justesens kollega, der fik ideen om at undersøge medicinen for at have smittet patienter med bakterien.

Det skete torsdag i sidste uge. Selv om opdagelsen var stærkt bekymrende, skabte det på en måde også ro for Ulrik Stenz Justesen.

- Vi var også lettede over, at vi kunne gøre noget ved det og få det stoppet, så vi ikke skulle gå i mange måneder og lede efter en kilde, og vide der var spredning i samfundet, siger han.

Sponsoreret indhold