Nyheder29. januar 2024 (opd. 29. januar 2024)

Over tusind svenske kunstnere vil udelukke Israel fra Eurovision

Kunstnere fra Sverige, Finland og Island ønsker Israel udelukket fra Eurovision på grund af krigen i Gaza
Loreen from Sweden performs after winning the 2023 Eurovision Song Contest in Liverpool, Britain, May 14, 2023. REUTERS/Phil Noble
Loreen sejrede og sikrede Sverige værtstjansen til Eurovision i 2024. Malmø er udnævnt til værtsby.
 Foto: Ritzau Scanpix

Over tusind svenske kunstnere vil have Israel udelukket fra dette års Eurovision Song Contest.

Eksempelvis har den svenske sangerinde Robyn skrevet under på en underskriftindsamling, der kræver, at Israel bliver udelukket på grund af krigen i Gaza.

- I over 100 dage har vi været vidne til, at den israelske hær begår, hvad menneskerettighedsorganisationer betegner som grove krigsforbrydelser.

- Over 25.000 palæstinensere er blevet dræbt og mere end 10.000 af dem er børn, lyder det blandt andet i appellen, der er blevet sendt til arrangøren af sangkonkurrencen, European Broadcasting Union (EBU).

Ud over kunstneren Robyn har også den svenske sanger Eric Saade, operasangerinden Malena Ernman, bandet Fever Ray og musikeren Cherrie skrevet under på appellen sammen med mange andre kunstnere.

De peger på, at EBU forbød Rusland at deltage i Eurovison Song Contest efter invasionen af Ukraine, og at Belarus blev udelukket af showet på grund af manglende pressefrihed.

- Ved at lade Israel deltage demonstrerer EBU en bemærkelsesværdig dobbeltmoral, der underminerer organisationens troværdighed, skriver de svenske kunstnere i appellen.

Her henviser de også til, at omkring 100 palæstinensiske journalister er blevet dræbt, og at udenlandsk presse bliver nægtet adgang til Gaza.

- Det er et af de største angreb på pressefriheden i moderne tid, lyder det i appellen.

Men EBU afviser kravet om et israelsk forbud, fordi organisationen ønsker at bevare konkurrencens status som upolitisk.

I sidste uge krævede flere kunstnere fra både Island og Finland også, at Israel udelukkes.

10.000 personer fra Island har skrevet under på en appel, som kræver, at landet boykotter Eurovision, hvis Israel deltager.

Ligeledes krævede 1400 finske kunstnere det samme.

Finalen i Eurovison Song Contest finder sted i Malmø 11. maj.

Sponsoreret indhold