Over en million mulige Jeffrey Epstein-dokumenter fundet

Flere end en million nye dokumenter, der muligvis har forbindelse til sagen om den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein, er blevet fundet.
Det oplyser USA's justitsministerium på det sociale medie X.
Det er statsanklageren i New Yorks sydlige distrikt og det amerikanske forbundspoliti, FBI, som er kommet i besiddelse af det nye materiale, lyder det.
De nye dokumenter vil blive offentliggjort så hurtigt som muligt, men på grund af den store mængde af materiale kan processen tage flere uger.
- Vi har jurister, der arbejder døgnet rundt på at gennemgå materialet og foretage de juridisk påkrævede redigeringer for at beskytte ofre, skriver ministeriet på X.
Det amerikanske justitsministerium frigav tirsdag tusindvis af nye dokumenter relateret til Epstein-sagen. Den nye mængde filer omfattede blandt andet retsdokumenter, e-mails, fotos, lydoptagelser og videoer.
Epstein-dokumenterne refererer til det omfattende bevismateriale, som justitsministeriet og FBI for år tilbage indsamlede under en efterforskning i Florida.
Egentlig skulle justitsministeriet have frigivet alle dokumenterne senest 19. december på grund af den såkaldte "Epstein Transparency Act" - en ny amerikansk lov, som blev indført i sidste måned.
Ministeriet oplyste dog efterfølgende, at på grund af den store mængde filer vil dokumenterne blive frigivet løbende for at sikre, at oplysningerne om ofrene bliver anonymiseret.
Den tidligere efterforskning førte i 2008 til, at Jeffrey Epstein tilstod at have betalt en mindreårig pige for seksuelle tjenester og blev idømt 13 måneders fængsel.
Jeffrey Epstein blev i 2019 varetægtsfængslet, mistænkt for misbrug af mindreårige og menneskehandel.
Han nægtede sig skyldig, men nåede aldrig at blive retsforfulgt i sagen, da han begik selvmord i sin celle i et arresthus i New York samme år.
Epstein-sagen har været en politisk hovedpine for USA's præsident, Donald Trump, i flere måneder, også blandt Trumps mest loyale støtter.
Trump og Epstein var venner i 1990'erne og 2000'erne, hvor de festede sammen med andre medlemmer af den amerikanske og internationale magtelite.
Trump har sagt, at venskabet sluttede i 2000'erne, og at han ingen forbindelse har til Epsteins forbrydelser.