Annonce
Nyheder6 timer siden (opd. 6 timer siden)

Over 700 handicapkort til parkering meldt stjålet på to år

Det er med til at underminere ordningen, når handicapparkeringskort misbruges, mener handicaporganisation
Af: Ritzau
Annonce

På knap to år er 762 handicapparkeringskort blevet meldt stjålet til Danske Handicaporganisationer.

Det oplyser organisationen, som bevilger kortene, til Kristeligt Dagblad.

Flere steder på sociale medier udbyder brugere både falske og ægte handicapparkeringskort, skriver avisen videre.

Kortet giver lempelser i forhold til både betaling og tidsbegrænsninger for parkering og giver også mulighed for at parkere på pladser, der er reserveret til bilister med handicap.

At et stort antal kort ender i de forkerte hænder er stærkt bekymrende, siger direktør i Danske Handicaporganisationer Katrine Mandrup Tang til Kristeligt Dagblad.

- Det er jo med til at underminere ordningen. Nogle tror sikkert, at de snyder p-vagter med et sådan kort, men dem, de faktisk snyder, er mennesker med handicap, der har brug for en p-plads for at få deres hverdagsliv til at fungere.

Annonce

- Jeg savner respekten for ordningen, og det er nødvendigt, at kontrollen med kortene øges, siger hun.

Katrine Mandrup Tang uddyber ikke nærmere, hvordan kontrollen skal gøres bedre.

Tidligere har Michael Vindfeldt (S), der er borgmester i Frederiksberg Kommune, foreslået at gøre kortet digitalt.

- På den måde kan vi mindske bedrageriet betydeligt, skrev han tilbage i oktober på Facebook om sit forslag.

Annonce

Han skrev videre, at han havde rettet henvendelse til justitsminister Peter Hummelgaard (S), og at han håbede, at Folketinget ville tage sagen op.

I kommentarsporet var der dog flere, der bemærkede, at der er mange ældre, der ikke bruger smartphones. Dagligdagen ville blive sværere for dem, hvis man valgte den digital løsning, lød det.

I dag er konsekvensen af at bruge et handicapkort uberettiget, at man kan blive dømt for bedrageri og misbrug af et ægte dokument.

Det kan udløse en betinget fængselsstraf.

Annonce

Sponsoreret indhold