Nyheder29. december 2021

Over 20.000 smittede - kan skyldes dette

Der er registreret rekordmange smittetilfælde på ét døgn. Antal indlagte stiger med 9 til 675.
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

SENESTE: Følg onsdagens pressemøde om corona her

Der er det seneste døgn registreret rekordmange tilfælde af coronavirus.

Der er registreret 23.228 tilfælde, hvilket er en del over den hidtidige rekord. Det viser onsdagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI).

Den blev sat mandag, hvor der det foregående døgn blev registreret 16.164 tilfælde af coronavirus i Danmark.

- Det høje smittetal i dag (onsdag, red.) kan skyldes en højere PCR-testaktivitet lige efter jul, skriver SSI i opgørelsen.

Svar fra 189.512 PCR-test - dem, hvor man podes i svælget - indgår i opgørelsen, hvilket er højere end de to foregående dage.

Af dem har 12,26 procent været positive for covid-19. Det er cirka på samme niveau som mandag og tirsdag.

Der er sket 173 nye indlæggelser af smittede. Det samlede antal indlagte var dog kun steget til 675 personer onsdag morgen.

Det er 9 flere end et døgn tidligere, hvilket skyldes, at der også er blevet udskrevet patienter i perioden.

Samtidig er 16 smittede afgået ved døden. Det vides dog ikke, om de var indlagt, og om det derfor har påvirket indlæggelsestallet.

Sponsoreret indhold