Flytrafikken i Københavns Lufthavn vil være påvirket resten af weekenden som følge af fredagens storm.
Det oplyser pressevagt i Københavns Lufthavn Lars Lemche.
– Det vil nok påvirke hele weekenden, men især lørdag, siger Lars Lemche.
Lufthavnen har på intet tidspunkt været lukket. Det har været op til de enkelte piloter at vurdere, om de har kunne lette og lande.
Det har betydet, at fly der fredag skulle lande i København, i stedet fløj til blandt andet Amsterdam eller Berlin.
Derfor skal en del af lørdagens lufttrafikprogram lægges om, da en række fly og besætninger ikke er, hvor de er planlagt til at være.
– Så hvis man skal ud og rejse, skal man væbne sig med ekstra tålmodighed og sørge for at holde sig informeret, siger Lars Lemche.
- Lørdagens aflysninger skyldes primært, at mange fly og besætninger på grund af stormen befinder sig andre steder end planlagt, siger Lemche.
- Det tager tid at samle sådan et puslespil igen og få trafikprogrammet genoprettet. Så det næste døgns tid vil der fortsat være forsinkelser og aflysninger.
Hvis man skal ud og flyve lørdag eller søndag, opfordrer lufthavnens pressevagt derfor til, at man væbner sig med ekstra tålmodighed og holder øje med informationer på lufthavnens hjemmeside.
Derudover vil ens flyselskab også informere om forsinkelser eller aflysninger.
Flere passagerer, der landede i lufthavnen fredag aften, oplevede en lang ventetid i flyet efter landing. Vindstødene gjorde, at broer og trapper ikke kunne bruges til at tømme flyene for passagerer.
Det samme gjorde sig gældende for bagagen, hvilket betød, at en del tog hjem fra lufthavnen uden. Den kan de hente lørdag eller søndag.
- De firmaer, der håndterer bagagen på vegne af flyselskaberne, er ved at planlægge, hvornår man kan afhente bagagen. Den information kan man finde i løbet af lørdagen på vores hjemmeside, siger Lars Lemche.
/ritzau/