Nyheder13. februar 2024 (opd. 13. februar 2024)

Otte ud af ti mener Joe Biden er for gammel som præsident

Selv om Donald Trump kun er fire år yngre end Joe Biden, er vælgerne mindre bekymrede for Trumps alder
Joe Biden
Joe Biden er for gammel til at være præsident, mener otte ud af ti amerikanere.
 Foto: Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix

Med sine 81 år har præsident Joe Biden for længst passeret den gængse pensionsalder i USA. Og spørger man amerikanerne, mener et flertal da også, at han er for gammel til sit job.

Således svarer otte ud af ti i en spørgeundersøgelse, at demokraten Joe Biden efter deres mening har for høj en alder til at arbejde i en regering.

Undersøgelsen er foretaget af nyhedsbureauet Reuters og analyseinstituttet Ipsos blandt 1237 personer på tværs af USA.

Joe Biden er den ældste, der har varetaget det amerikanske præsidentembede. Blandt de demokratiske vælgere i undersøgelsen er det syv ud af ti, der mener, at han er for gammel til at indgå i en regering.

Republikaneren Donald Trump bliver højst sandsynligt Bidens modstander ved det amerikanske præsidentvalg i november.

Og Trumps alder har tilsyneladende langt mindre betydning for amerikanernes vurdering af hans egnethed.

Det er til trods for, at Donald Trump kun er fire år yngre end Joe Biden.

I undersøgelsen svarer hver anden, at de mener, at Trump er for gammel til at varetage regeringsarbejde.

Undersøgelsen fra Reuters og Ipsos blev foretaget 9. februar og har en fejlmargin på cirka tre procentpoint.

Den seneste tid har der været et stort fokus på, hvorvidt Joe Biden er for gammel til sit arbejde, og om han husker dårligt.

På et pressemøde i Det Hvide Hus samme dag, som spøgeundersøgelsen blev lavet, blev der stillet flere spørgsmål til præsidenten om hans hukommelse.

Anledningen var offentliggørelsen af en rapport, som konkluderede, at der ikke er grundlag for at rejse en straffesag mod præsidenten for hans håndtering af en række klassificerede dokumenter.

Dokumenterne blev fundet i Bidens hjem i 2022.

Sagen er blevet undersøgt af anklageren Robert Hur, som i sin rapport skrev, at Joe Biden under sine forklaringer fremstod som "en sympatisk, velmenende, ældre mand med en dårlig hukommelse".

Men Biden afviste på pressemødet, at hans hukommelse svigter, og præsidenten slog fast, at han ved, hvad han laver.

Sponsoreret indhold