Nyheder23. februar 2009

Oscar 2009: Otte statuetter til "Slumdog Millionaire"

Lavbudgetfilmen overgik alle Hollywoods megaproduktioner ved årets uddeling af Oscar-priserne og blev årets film
Skuespilleren Freida Pinto og lille Rubiana Ali med en af de mange fine statuetter
Skuespilleren Freida Pinto og lille Rubiana Ali med en af de mange fine statuetter
 Foto: All Over

"Slumdog Millionaire" er en lille film. Men nu er den pludselig blevet den største. 8 statuetter kunne holdet bag filmen tage med hjem, da den 81. årlige uddeling af Oscar-statuetter fandt sted i nat.

'Slumdog Millionaire' handler om den 18-årige, forældreløse dreng Jamal, som deltager i den indiske udgave af 'Hvem vil være millionær?'.

Jamal deltager ikke for at vinde præmien, men for at bevise sin kærlighed over for veninden, Latika, som er fan af showet.

Politiet er mystificeret over, hvad den unge mand fra Mumbais slum laver i sådan et TV-show, og de mistænker ham for at snyde.

Med kun ét spørgsmål fra at vinde 20 millioner rupier fortæller Jamal sin barske og eventyrlige livshistorie, som forklarer, hvordan han har tilegnet sig nøglen til svarene.

Kæmpehold på scenen

Da filmens kæmpehold samledes på scenen, da prisen for årets bedste film blev uddelt, fortalte "Slumdog Millionaire"s producent om filmens ekstraordinære rejse.

- Først og fremmest havde vi lidenskab, og vi havde håb. Filmen viser, at hvis man har de to ting, så har man det hele, sagde Christian Colson.

Ud over bedste film fik britiske Danny Boyle også prisen som bedste instruktør. Og han hoppede op og ned, da han fik overrakt sin pris.

- Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville springe rundt som Tigerdyret i Peter Plys, hvis jeg vandt. Så det gjorde jeg, forklarede Boyle.

Sponsoreret indhold