Nyheder2. april 2024 (opd. 2. april 2024)

Oppositionen tæt på at tvinge regeringen til stor ændring

Efter Mads Fuglede skiftede parti, ser oppositionen nu en chance for at indføre et nyt ministerkodeks og forbedre gennemsigtigheden i regeringens arbejde

Oppositionen øjner sit første flertal. Det sker med et forslag om at skabe mere gennemsigtighed i regeringens interne arbejde og at klargøre centrale love og regler for nye ministre.

Det skriver Politiken mandag.

Det er første gang i denne valgperiode, at det kan ske. Det er muligt, efter at Mads Fuglede forlod Venstre til fordel for Danmarksdemokraterne. Det betød, at regeringen mistede sit indenrigspolitiske flertal.

- Det er godt med forhandlinger, men det gør selvfølgelig ikke noget at have en pistol i baglommen, siger partileder Martin Lidegaard (R), som er ordfører på beslutningsforslaget.

Konkret vil oppositionen have et nyt ministerkodeks, pålægge regeringen at tage referater fra interne møder og at oprette en lynuddannelse for nye ministre. Forslaget blev fremsat inden Fugledes farvel.

Det er en udløber af Dybvad-udvalget med Statsministeriets tidligere departementschef Karsten Dybvad i spidsen.

For et år siden udgav udvalget en rapport, som viste et stigende politisk pres på embedsværket og anbefalede tiltag til mere gennemsigtighed i centraladministrationen.

Det blev nedsat af fagforeningen Djøf efter skandalesagerne om Tibet, mink, Forsvarets Efterretningstjeneste og Inger Støjbergs ulovlige instruks.

De otte partier har fået opbakning fra flere løsgængere og står til at have 88 mandater mod regeringens 87.

Lidegaard oplyser, at løsgængerne Mike Fonseca, Theresa Scavenius, Lars Boje Mathiesen samt Aki-Matilda Høegh-Dam fra det grønlandske parti Siumut har givet tilsagn.

De tre øvrige nordatlantiske folketingsmedlemmer samt løsgænger Peter Seier Christensen ventes ikke at stemme.

Martin Lidegaard har været minister og brugt "mindst halvdelen af tiden" på interne kampe i regeringen.

Han mener, at en øget brug af interne indstillinger vil hjælpe de enkelte fagministre i brydekampen med Finansministeriet og Statsministeriet, som træffer de endelige beslutninger.

Han er særligt optaget af idéen om referater fra interne regeringsmøder, hvilket der ikke bliver taget i dag. Det kunne have haft en betydning i minksagen og sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, mener han.

Oppositionen har ikke lagt sig klar på, hvornår referaterne eventuelt vil skulle kunne offentliggøres. Håbet er, at undgå de dyre og langvarige kommissioner, uddyber Lidegaard til Ritzau.

- Håbet er, at det kan betyde, at man får en anden praksis og dermed ikke får de meget store sager, som udviklede sig så uheldigt, som tilfældet er, siger Martin Lidegaard.

Han understreger, at partierne søger en dialog med regeringen, og at man er åben for, hvordan forslagene skal udformes.

Han håber på mest mulig offentlighed i referaterne og regner med en endelig aftale inden sommer.

Sponsoreret indhold