Nyheder24. juni 2022

Opløsningen er total: Inger SMADRER Messerschmidt

Dansk Folkepartis gruppeformand vil skifte til Inger Støjbergs nye parti - det er blot seneste i en række af profiler, som vender partiet og ikke mindst Morten Messerschmidt ryggen
Peter Skaarup er færdig i Danmark Folkeparti
Nu rykker Peter Skaarup (t.v.) sammen med Inger Støjberg, imens Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard kæmper for at holde de sidste stumper af det tidligere så mægtige Dansk Folkeparti sammen.
 Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Peter Skaarup, som er gruppeformand i Dansk Folkeparti, melder sig ud af partiet. Det siger han til DR Nyheder.

Skaarup begrunder sin udmeldelse med, at han ikke har tillid til formanden Morten Messerschmidts ledelse.

- Jeg har altid været loyal overfor den formand, der har siddet. Først Pia Kjærsgaard, så Kristian Thulesen Dahl og nu i en kort periode Morten Messerschmidt.

- Men der kommer også et tidspunkt, hvor man ikke kan være loyal mere, siger han til DR Nyheder.

Den mangeårige gruppeformand vil i stedet tilslutte sig Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne.

Peter Skaarup fremhæver over for DR, at han kender Inger Støjberg godt og kan se mange punkter, hvor han er enig med hende.

Derfor vil han gerne være folketingskandidat for hendes nye parti ved et kommende folketingsvalg, siger han. Partiet er dog endnu ikke opstillingsberettiget.

Skåret midt over

Med Skaarups udmeldelse er Dansk Folkepartis folketingsgruppe blevet halveret, siden Morten Messerschmidt blev valgt som partiformand i januar i år.

16 personer blev valgt for Dansk Folkeparti, da der var valg i 2019. Nu er der otte folketingsmedlemmer tilbage.

Blandt afhopperne er Peter Skaarup det mest markante navn.

I et opslag på Facebook kalder Skaarup sin udmeldelse en tung beslutning.

- Jeg ønsker DF alt det bedste og takker partiet for rigtig mange gode år. Ikke mindst de mange hårdtarbejdende mennesker i baglandet og vores dygtige ansatte, som dag ud og dag ind gør en kæmpe indsats for at få det hele til at fungere, skriver han.

Peter Skaarup har været medlem af Dansk Folkeparti, siden partiet blev stiftet i 1995.

Tidligere fredag oplyste også folketingsmedlemmet Jens Henrik Thulesen Dahl, som er bror til eksformand Kristian Thulesen Dahl, at han har meldt sig ud af Dansk Folkeparti.

De er skredet

Her er et overblik over, hvem der har forladt partiet, efter at Morten Messerschmidt er trådt til som partiformand:

* 10. februar:

Steen Thomsen stopper som DF's partisekretær. En partisekretær er bindeleddet mellem partiets medlemmer i Folketinget og baglandet. Han er fortsat medlem af partiet. Rollen som partisekretær overtages af Messerschmidt-støtten Jens Vornøe.

* 11. februar:

Det tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen forlader partiet. Han og Merete Dea Larsen havde et par uger forinden tabt valget om formandsposten til Messerschmidt. Henriksen var i mange år DF's profilerede udlændingeordfører.

* 21. februar:

Folketingsmedlemmerne Bent Bøgsted, Liselott Blixt, Karina Adsbøl og Lise Bech forlader DF. De kan ikke forlige sig med Morten Messerschmidts ledelsesstil og siger, at partistifter Pia Kjærsgaard skaber dårlig stemning og "voksenmobber". De fortsætter som løsgængere.

* 22. februar:

Folketingsmedlem Hans Kristian Skibby forlader DF. Han siger - lige som de fire andre folketingsmedlemmer - at det er Morten Messerschmidts ledelse og Pia Kjærsgaard, der er årsagen.

Pressechef Jesper Beinov oplyser, at han har opsagt sin stilling per 1. april, fordi han har fået et nyt job.

* 26. februar:

Folketingsmedlem Marie Krarup forlader DF. Hun har længe ytret sig kritisk om Messerschmidt og flere gange truet med at forlade partiet. Senest vil Krarup ikke acceptere at få mundkurv på omkring Rusland, der har invaderet Ukraine. Krarup har tidligere talt positivt om Rusland.

* 24. juni:

Folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl forlader Dansk Folkeparti. Han siger, at han har forsøgt at bakke op om Morten Messerschmidt som formand og at skabe ro i partiet, men konstaterer, at den interne uro fortsætter. Han overvejer nu at melde sig ind i Danmarksdemokraterne, som den rigsretsdømte og tidligere udlændingeminister Inger Støjberg har stiftet.

Den mangeårige gruppeformand, Peter Skaarup, som var med til at etablere Dansk Folkeparti i 1995, meddeler, at han har meldt sig ud. Han har mistet tilliden til ledelsen, siger han. Peter Skaarup vil gerne stille op som folketingskandidat for Danmarksdemokraterne ved næste valg, hvis partiet bliver opstillingsberettiget, oplyser han.

Kilder: Ritzau, Berlingske, TV 2, DR, TV 2 Fyn, Jyllands-Posten og B.T.

Sponsoreret indhold