Nyheder12. maj 2024

Opfordrer danskere med larver i fødevarer: Det skal du gøre

Som et forsøg på at undgå spredning i dansk natur opfordres borgere til at anmelde ufarlige, men skadelige insekter i mad
Landbrugsstyrelsen vil have danskere til at anmelde fund af larver i maden.
Landbrugsstyrelsen vil have danskere til at anmelde fund af larver i maden.
 Foto: Jesper Plambech/Biofoto/Ritzau Scanpix

Peberfrugter købt i danske supermarkeder kan have været dyrket i alt fra Spanien til Marokko, og det kan insekterne i dem også.

Derfor opfordrer Landbrugsstyrelsen danskerne til at anmelde det, hvis de ser underlige insekter i fødevarer. De hører nemlig ikke til i Danmark, oplyser chef for Planter og Biosikkerhed i Landbrugsstyrelsen Kristine Riskær.

– Det værste, der kan ske, er, at insekter defineret som karantæneskadegørende etablerer sig her i landet. Det kan gå ud over vores natur, eksport og planteproduktion og alt det, vi godt kan lide. Det vil vi gerne beskytte, siger hun.

Det sætter Landbrugsstyrelsen fokus på i forbindelse med FN's Internationale Plantesundhedsdag 12. maj.

– Med den øgede internationale handel er der en øget risiko for, at fremmede insekter bygger rede i de fødevarer, der transporteres rundt, fortæller Kristine Riskær.

250 millioner containerskibe rejser fra land til land hvert år, og samtidig fordrer klimaforandringerne bedre vilkår for insekterne, forklarer hun.

– Det kan sprede ikke-hjemmehørende arter og karantæneskadegørende plantesygdomme til vores natur. Det er et problem, siger Kristine Riskær.

Det er Landbrugsstyrelsens opgave at overvåge den danske natur og den danske planteproduktion, og det er derfor også styrelsens ansvar at sætte fokus på emnet.

– Det er et opråb til alle os, der ikke lægger mærke til, at naturen kan smuldre mellem hænderne på os. Vi nyder naturen, når vi går i skoven eller andre steder. Men det er ikke givet, at vi kan blive ved at bruge den sådan, hvis de arter får lov at bosætte sig, forklarer Kristine Riskær.

Et eksempel på et skadeligt insekt er pebersnudebillen, der gnaver små huller i chilier og peberfrugter. Japanbillen ligner en oldenborre og gnaver i løvfældende træers planterødder, så bladene visner og dør.

Dyrene er ikke farlige for mennesker, men er skadelige for naturen, siger Kristine Riskær.

– De skal ikke sprede sig ud i naturen til andre planter. Så vi opfordrer borgere til at anmelde det og sende et billede med, hvis de ser et mærkeligt insekt i en fødevare, siger hun.

Insekterne kan anmeldes på landbrugsstyrelsen.dk eller plantesundhed.dk.

Sponsoreret indhold