Nyheder3. november 2008

Oliver Bjerrehuus: I dødskørsel

Den 32-årige model frygtede for sit liv under en vild taxatur
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-danmark/oliver-bjerreh-dodskors1-jpg.jpg
 Foto: All Over

Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv. Sådan lyder det ærligt fra den 32-årige Oliver Bjerrehuus, som for nylig var ude for en grim oplevelse på den spanske festø Ibiza.

Oliver var der ikke for at holde ferie - tværtimod har modellen haft rygende travlt, siden han blev stemt ud som den første i årets "Vild med dans".

- Modelopgaverne væltede ind, fortæller Oliver, som straks fik arbejde for tøjfirmaet Bon 'Aparte med firmaets efterårskollektion.
Optagelserne fandt sted på Ibiza og varede til klokken fire om morgenen. Træt og søvnig prajede Oliver en taxa. Så begyndte det.

-Jeg er stensikker på, at
taxachaufføren var både stum og døv! Jeg sagde, jeg skulle til Porto San Miguel, men manden gloede uforstående på mig og mimede og gjorde vilde fagter med hænderne. Jeg gentog, hvor jeg skulle hen, men han fattede intet.

Han gav mig sin telefon og signalerede, at jeg selv skulle taste adressen ind. Så mumlede han et eller andet, og så kørte han, gyser Oliver.

Over stok og sten og ad snirklede og mørklagte bjergveje banede bilen sig vej. Hvad der var planlagt til en tur på tre kvarter, endte som to timer i helvede for passageren, som endelig ankom til sit hotel ganske blegnæbbet.

- Jeg kunne overhovedet ikke falde i søvn oven på den oplevelse, husker Oliver, som skyndte sig hjem til lille Danmark, kæresten Gunnvør og knægten Oscar.

Sponsoreret indhold