Nyheder5. januar 2010

Ole Stephensen: Handyman

Den tidligere ”Go’ Morgen Danmark”-vært vil gerne købe ”ruin” i Vangede
Ole Stephensen er klar til - måske - selv at give den en skalle, hvis han finder sin "ruin"
Ole Stephensen er klar til - måske - selv at give den en skalle, hvis han finder sin "ruin"
 Foto: All Over

250 kvm luksusvilla i Gentofte var åbenbart lige i overkanten af, hvad Ole Stephensen og hans familie syntes, de kunne overkomme.

I alle tilfælde satte de i forsommeren deres hus til salg efter, at Ole stoppede for godt et år siden efter mange år som fast ankermand i TV2's "Go' Morgen Danmark". Nu er det langt om længe blevet solgt. Og det har indbragt 8,2 mio. kr. I sin tid, da familien købte huset i 2000, gav de 3,2 mio. kr.

- I forhold til, hvad vi gav, er vi godt tilfredse, siger Ole Stephensen til Ekstra Bladet.

Nu er han og hans 3 piger, fruen Julie og døtrene Amalie 13, og Marie 11, på jagt efter et nyt sted at bo. Og det må gerne være på den anden side af Lyngby-motorvejen, så pigerne får lidt kortere vej til skole.

- Så enhver, der har en ruin til salg i Vangede, er velkommen til at henvende sig, siger den 54-årige Stephensen, der bestemt ikke er bange for selv at give den som handyman - hvis det ikke bliver for uoverskueligt.

- Ja, vi skal sætte vores eget præg på det nye. Eller også vil jeg få nogle andre til at gøre det, siger han til Ekstra Bladet.

Med godt et par mio. kr. i hånden efter salget af Gentofte-villaen burde der også være råd til, at Ole Stephensen fremover kalder sig mere handyman af navn end af gavn.

Sponsoreret indhold