Nyheder7. maj 2009

Ole Bornedal: På vej helt i top i USA

Den danske instruktør nyder stor kunstnerisk anerkendelse over there og skal nu instruere thrillereren The Husband
Ole Bornedal har god grund til at smile efter han er kommet i fornemt selskab i USA
Ole Bornedal har god grund til at smile efter han er kommet i fornemt selskab i USA
 Foto: Claus Poulsen

Journalisten Ole Bornedal, der blev filminstruktør og for alvor slog sit navn fast på den internationale filmhimmel med "Nattevagten", er nu på vej til at blive rigtig, rigtig stor på den anden side af dammen.

Ikke blot nyder han stor kunstnerisk anerkendelse, men pengene strømmer også ind.

Ole Bornedal har netop solgt sine to film "Vikaren" (The Substitute) og "Kærlighed på film" (Just another love story) til amerikanske remakes med instruktøren selv tilknyttet som executive producer på begge, før han og hans filmselskab Four Fiction indgår endnu en kontrakt med et af USA' s største og mest prominente filmselskaber.

Denne gang er det med Focus Features, hvor Bornedal skal både skrive og instruere filmatiseringen af Dean Koontz roman "The Husband", skriver Ekstra Bladet.

Dean Koontz er på linje med Stephen King en af USA's mest betydningsfulde thrillerforfattere og blandt de ti bedst sælgende forfattere i verden.

Med filmkontrakten er Ole Bornedal for alvor kommet på den grønne gren i USA. Focus Features er nemlig et af de filmselskaber i verden, der nyder størst anerkendelse. Focus Features har stået bag film som David Cronenbergs "Eastern Promises" med Viggo Mortensen i hovedrollen, Ang Lees film "Brokeback Mountain" og Gus Van Sants Oscar-vindende film 'Milk'.

Ole Bornedal starter optagelserne på "The Husband" i begyndelsen af 2010.

Sponsoreret indhold