OL-BOYKOT? NEJ

Nogle hævder, at sport og politik ikke hænger sammen. Efter de seneste dages tumulter med den olympiske flamme og diskussion om boykot af sommerens lege i Beijing forekommer den påstand mere absurd end nogensinde.

Selvfølgelig hænger sport og politik sammen. Lige så indlysende er det, at De Olympiske Lege og politik ikke kan adskilles. Lige siden nazi-legene i 1936 har OL haft en politisk dimension. Af samme grund er det, at kronprinsen ikke har det mindste at gøre på den galej.

Nu står den så på OL i Kina til sommer, og diskussionen raser: Skal de danske sportsfolk blive hjemme? Skal regeringen?
Efter min opfattelse: Ubetinget nej.

Forstå mig ret: Der er al mulig grund til at kritisere det kinesiske styre. I Kina trædes menneskerettigheder dagligt under fode, landet har en tvivlsom verdensrekord i henrettelser, og chikanen af det tibetanske folk er foragtelig. Men ærlig talt: Alt det skulle man have tænkt på, da man i sin tid besluttede at give OL til Kina.

En boykot på nuværende tidspunkt vil være en tom gestus. Selv tibetanernes åndelige leder Dalai Lama er imod.

Og så er der hele dobbeltmoralen: På den ene side vil visse danske politikere boykotte OL - på den anden deltager de gladeligt i handelsfremstød i Kina.

Hvilket afspejler et velkendt mønster: Danskerne er til omkostningsfrie protester, men når det koster penge, kølnes interessen ligesom.

Fint at protestere mod Kina - men så skal det altså være hele vejen rundt.