Offentliggør billeder af bevæbnet person ved Bortførte Nancy Guthries hjem

Amerikanske myndigheder har tirsdag offentliggjort billeder af en maskeret og bevæbnet person, som tilsyneladende piller ved et overvågningskamera ved den forsvundne Nancy Guthries hjem.
Den 84-årige Nancy Guthrie blev bortført for over en uge siden i delstaten Arizona. Hun er mor til Savannah Guthrie, som er vært på NBC-programmet Today, der hver morgen leverer nyheder til millioner af amerikanere.

Billederne er blevet offentliggjort af det amerikanske forbundspoliti, FBI, og sherifkontoret i amtet Pima i Arizona.
Her ses en person med tildækket ansigt, handsker, rygsæk og det, der ser ud til at være et pistolhylster.
En embedsmand fra politiet oplyser, at billederne stammer fra optagelser fra et overvågningskamera klokken tre om natten den 1. februar. Det var, dagen efter at familien sidst så Nancy Guthrie.

Overvågningskameraet sad ved den 84-åriges hoveddør.
Personen på billederne ser først ud til at forsøge at blokere for kameraets linse med nogle blade, og efterfølgende ser vedkommende ud til at forsøge at ødelægge det.