Odsherred Zoo Rescue med opfordring: Læg bananer ud til lille Marius

LÆS OGSÅ: Abe sluppet fri i Odsherred Zoo Rescue – igen
I næsten en uge har personalet i Odsherred Zoo Rescue savnet en helt særlig beboer: Aben Marius.
Nu kommer stifter og direktør for dyreparken, Joan Thygesen, så med en opfordring til de nordvestsjællandske borgere.
Lad drivhuse, skure og garager stå åbne og forsøg at lokke den lille abe til med bananer eller brød.
Det fortæller Joan Thygesen til DR.
– Man skal lade være med at tro, at man kan fange ham selv, for det kan man ikke, tilføjer hun til mediet.
Det var i forbindelse med stormen Rolf, at kapucineraben Marius undslap. Stormen fik nemlig taget til at løfte sig, og det fik Marius til at tage flugten. Desværre er den lille aben ikke set siden.
– Vi er helt knuste over at stå i denne situation og har brug for jeres hjælp, hvis han skulle forsøge at vandre igen, ligesom Milan, skrev Odsherred Zoo Rescue i sidste uge på de sociale medier.
Det er ikke første gang, at den lille zoo har haft en fritsluppen kapucinerabe. Aben Milan stak således af fra Odsherred Zoo Rescue 13. juli 2023.
Dengang var det ægteparret Merete og Karsten, der fik lokket aben med en banan og lukket aben ind i deres drivhus, så den siden kunne vende tilbage til sit hjem.