Nyheder20. marts 2024 (opd. 20. marts 2024)

Nyt i Nordic Waste-sag: Søsterselskab til kan drages til ansvar

Regeringen og Randers Kommune vil rette krav mod søsterselskab til Nordic Waste i sag om jordskred ved Ølst
Det kom frem i december, at der var et jordskred på virksomheden Nordic Wastes grund.
Det kom frem i december, at der var et jordskred på virksomheden Nordic Wastes grund.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

DSH Recycling, et søsterselskab til Nordic Waste, kan ifølge Kammeradvokaten drages til ansvar for jordskreddet ved Ølst.

Regeringen vil nu rette krav mod selskabet, oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) siger til TV 2 News, at regeringen anmelder krav på 50 millioner kroner.

- Det er det, staten har givet i perioden, hvor vi havde det operationelle ansvar. Hvor mange penge vi kan få ind, er alt for tidligt at sige, siger Magnus Heunicke.

DSH Recycling er under rekonstruktion, efter at selskabets indtægt forsvandt, da Nordic Waste blev begæret konkurs.

En rekonstruktion sættes i gang for at redde et selskab, som ikke er betalingsdygtigt.

Også Randers Kommune vil rette krav mod DSH Recycling, men beløbet er ikke opgjort endnu, oplyser Randers Kommune til Ritzau.

Borgmester Torben Hansen (S) ser dog positivt på Kammeradvokatens vurdering.

- Det betyder, at vi kan gøre krav til DSH Recycling for betaling af den afværgeindsats, Randers Kommune har foretaget og stadig er i gang med for at stoppe miljøkatastrofen.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at forfølge princippet om, at det er forureneren der betaler, siger borgmesteren i en kommentar.

Randers Kommune bevilgede mandag yderligere 150 millioner kroner til håndtering af jordskreddet.

På et byrådsmøde i slutningen af januar blev der bevilget 100 millioner kroner til indsatsen.

Kammeradvokatens konklusion omkring DSH Recycling kommer i første del af undersøgelsen af Nordic Waste-sagen.

Der udestår fortsat en anden del af undersøgelsen, som Kammeradvokaten arbejder på.

Den anden del går på, om ledelsen, ejerne eller andre personer hos Nordic Waste kan gøres ansvarlig for skaderne.

Det kom frem i december, at der var et jordskred på virksomheden Nordic Wastes grund.

I midten af december forlod Nordic Waste opgaven med at få jordskreddet under kontrol og overlod det til kommune og myndigheder.

Nordic Waste indgav senere konkursbegæring, hvilket har medført hård kritik fra toppen af dansk politik, hvor blandt andet statsminister Mette Frederiksen (S) har involveret sig i sagen.

Regeringen har meldt ud, at den vil undersøge alle muligheder for at stille virksomheden til ansvar. Derfor er Kammeradvokaten sat på sagen.

Jordskreddet har skabt stor bekymring i landsbyen Ølst.

20. februar kunne Miljøministeriet dog berette, at der ikke længere var en trussel for husene i området fra jordskreddet.

En miljørisiko var der dog stadig, lød det her.

Ledelsen i DSH Recycling har ingen kommentarer til sagen, oplyser en kommunikationsansvarlig for virksomheden.

Sponsoreret indhold