Nyheder14 timer siden (opd. 11 timer siden)

Nyt dansk studie: Ingen sammenhæng mellem aluminium i vacciner og autisme

Danske forskere finder i et stort studie ingen øget forekomst af for eksempel astma hos vaccinerede børn
Læge Niklas Andersson fra Statens Serum Institut står bag et nyt stort studie, der afviser sammenhæng mellem aluminium i børnevacciner og 50 forskellige sygdomme, herunder autisme og astma.
Læge Niklas Andersson fra Statens Serum Institut står bag et nyt stort studie, der afviser sammenhæng mellem aluminium i børnevacciner og 50 forskellige sygdomme, herunder autisme og astma.
 Foto: Lindsey Wasson/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er ingen sammenhæng mellem aluminium i børnevacciner og så 50 forskellige helbredstilstande som autisme og astma.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.

Forskere fra SSI har via danske sundhedsregistre fulgt over en million danske børn født mellem 1997 og 2018.

De har undersøgt 50 lidelser for en sammenhæng med aluminium i vacciner.

Af de 50 var der tale om 36 autoimmune lidelser, ni atopiske eller allergiske samt fem neurologiske udviklingsforstyrrelser.

Forskerne konkluderer, at der ikke er en øget forekomst af for eksempel autisme eller astma hos vaccinerede børn.

Læge hos SSI Niklas Andersson kalder resultaterne "betryggende". Han er førsteforfatter på studiet.

Studiet viser ifølge lægen, at den lille mængde aluminium, der anvendes i børnevaccinationsprogrammet, ikke øger risikoen for forskellige lidelser.

- Det er det første studie af denne størrelse og med så omfattende analyser, og det bekræfter den høje sikkerhed ved de vacciner, vi har anvendt i årtier i Danmark, udtaler Niklas Andersson i pressemeddelelsen.

Små mængder aluminium indgår i visse vacciner som hjælpestof for at forstærke effekten. Det har været anvendt siden 1930'erne, skriver SSI.

Aluminium findes for eksempel i vacciner mod difteri, stivkrampe og kighoste.

Studiet betyder ikke, at man kan sige, at vacciner med aluminium slet ikke har bivirkninger. Det forklarer afdelingschef på SSI Anders Hviid, som har ledet studiet.

- Vi kan kun sige noget om de her 50 forstyrrelser. Vacciner har bivirkninger, og det har de, fordi de virker. Fordi immunforsvaret bliver aktiveret.

Nogle af de bivirkninger, som man ved, at aluminium i vacciner kan give, er vaccinationsgranulomer.

Et granulom er en lille vævsforandring, som kan tage form af en slags kløende knop.

Det er en velkendt og for langt de fleste forbigående bivirkning, som der i Danmark kan gives erstatning for, fortæller Anders Hviid.

I SSI's studie har man set på, hvad der er sket med de vaccinerede børn, fra de var to til fem år. Anders Hviid medgiver, at der kan opstå andre diagnoser efterfølgende.

- Men hvis det skal have en biologisk plausibilitet, skal det jo helst opstå i årene umiddelbart efter. Det bliver mindre og mindre biologisk plausibelt, at der ikke er en forskel, indtil de fylder fem år, og så har det ligget latent og dukker pludselig op.

- Men det er selvfølgelig noget, folk spørger til, og vi har lavet en ekstraanalyse, hvor vi følger dem op til otte år. Den giver det samme resultat, forklarer han.

Anders Hviid fremhæver selv blandt andet studiets størrelse og periode som styrker. En svaghed er, at det er et observationelt studie.

- Så vi kan stadig ikke afvise, at selv om vi har gjort det så godt, vi kan, kan der være forskel på de grupper, vi sammenligner, forklarer han.

Det kunne være parametre, som ikke optræder i registre, eksempel livsstilsforskelle som ernæring.

Studiet fra forskerne på SSI er publiceret i det medicinske tidsskrift Annals of Internal Medicine.

Sponsoreret indhold