Nyt alkoholstudie: Alkohol aldrig godt for personer under 40 år

Der er dårlig nyt til den danske ungdom – ja faktisk alle under 40 år.
For den tvivlsomme førsteplads i druk, som den danske ungdom i mange år har indtaget, bliver nu sat i et endnu dårligere lys i et nyt studie.
Her bliver det kort og godt konkluderet, at ingen type eller mængde af alkohol er godt for personer under 40 år.
Mere præcist er der betydelige sundhedsrisici og ingen fordele ved et alkoholforbrug for yngre personer.
To tredjedele er mænd
– Vores budskab er simpelt: Unge personer bør ikke drikke.
- Selv om det nok ikke er realistisk at afholde unge voksne fra at drikke, mener vi, at det er vigtigt at videreformidle de seneste beviser, så alle kan tage en beslutning på et oplyst grundlag om deres sundhed, siger professor og medforfatter af studiet Emmanuela Gakidou fra University of Washington.
59 procent af de personer som undersøgt i studiet, som drak farlige mængder alkohol, var mellem 15 og 39 år. Over to tredjedele af dem var mænd.
For denne gruppe er der ingen fordele ved alkohol, som derimod udgør risici som at komme til skade under druk, bilulykker, selvmord og drab.
Et glas vin kan være godt
Til gengæld kan alkohol i små mængder faktisk være udmærket for folk over 40, der ikke lider af underliggende sundhedsproblemer.
Et glas vin bliver for eksempel forbundet med at mindske risikoen for hjertesygdomme, slagtilfælde og diabetes.
– Når du ser på den samlede sundhedsmæssige påvirkning, særligt blandt ældre voksne, viser det, at en lille mængde faktisk er bedre for dig end overhovedet ikke at drikke.
– I alle andre tilfælde er det skadeligt, uanset hvor meget der indtages, siger Emmanuela Gakidou.
Studiet gør desuden op med ideen om at lave forskellige retningslinjer for alkoholindtag i forhold til køn. I stedet bør i højere grad guide indtaget efter alder.
– Retningslinjer – både nationale og udenlandske – har typisk forskellige anbefalinger, alt efter om der er tale om mandligt eller kvindeligt indtag.
– Vores resultater antyder, at anbefalingerne for alkoholindtag ville være mere effektive, hvis de lagde mere vægt på alder end på køn
Professor Emmanuela Gakidou fra University of Washington
Nye danske retningslinjer
I marts opdaterede Sundhedsstyrelsen sine nationale udmeldinger om indtag af alkohol
Frem over lyder anbefalingen, at man kan minimere sin helbredsrisiko, hvis man højst drikker 10 genstande om ugen.
De 10 genstande skal fordels over ugens dage, så man maksimalt drikker fire genstande på samme dag.
Alle under 18 år frarådes desuden at indtage alkohol.
Som noget nyt skelner de nye udmeldinger ikke til, om man er mand eller kvinde. Det skyldes, at risikoen er nærmest ens for mænd og kvinder, så længe man ikke overskrider 10 genstande om ugen. Hvis man drikker mere, stiger risikoen hurtigere for kvinder end for mænd.
Det er første gang siden 2010, at anbefalingerne er blevet ændret.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Ikke alle er enige
Selv om studiet generelt roses for at være lavet på baggrund af solide data, bliver det også kritiseret af forskere, der ikke har være involveret i undersøgelsen.
For eksempel viser statistikker, at der er over 14 gange så mange dødsfald forbundet med alkoholindtag blandt 70 til 74-årige i Storbritannien sammenlignet med de 20 til 24-årige.
Det påpeger Colin Angus fra det britiske University of Sheffield, som forsker i alkoholindtag, over for CNN.