Nyheder13. august 2022

Nyslået lottomillionær afslører: Nu skal han have en STOR garage

Det var noget af en overraskelse, der mødte en midaldrende sønderjyde, da han skulle tjekke sin gamle lottokupon
Lotto
Det var noget af en overraskelse, der mødte en midaldrende mand fra det sønderjyske.
 Foto: Scanpix Denmark

En mand fra det sønderjyske kunne ikke tro sine egne øjne, da han forleden var et smut forbi sin lokale Kvickly for at få tjekket sin gamle lottokupon.

Da han stod ved kassen, kunne sønderjyden nemlig fornemme på ekspedientens blik, at der måske gemte sig en større gevinst på kuponen end de 35 kroner, han havde forestillet sig.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

– Hun kiggede lidt på mig, og sagde, at hun mente, at der nok var en gevinst på over 5.000 kr. på den her kupon. Og det hører jeg som om, at hun siger, at der er 5.000 kr. på den. Og så tænkte jeg bare, hold da ferie, så kan jeg sgu få en ny trailer, fortæller han.

Og 5.000 kroner - det var der i hvert fald. For da manden kom hjem, opdagede han til sin store overraskelse, at han havde vundet en gevinst på intet mindre end en million gode danske kroner.

Derfor gik der heller ikke længe, før tanken om den nye trailer blev udskiftet med noget markant større. Nemlig et lille fint hus med en enorm garage.

– Nu skal jeg have en garage med et hus – og ikke et hus med en garage, fortæller den glade sønderjyde efterfulgt af et stort grin.

Det er da heller ikke hvilken som helst garage, den sønderjyske mand drømmer om.

For udover den skal være kæmpestor, så lyder kravet også på, at den skal kunne opvarmes, således bilen holdes varm i vinterhalvåret.

Og drømmen om traileren er da heller ikke afblæst. Men det køb må vente til, at garagen står, lyder det.

Sponsoreret indhold