Nyheder10. februar 2023

Nyfødt baby fundet i murbrokker: Nu har tusindvis meldt sig til at adoptere hende

Lægen, der tager sig af den nyfødte pige, lader dog ikke nogen adoptere babyen foreløbigt
En hel familie undtagen ét nyfødt barn mistede livet, da en boligblok styrtede sammen i den nordlige del af Syrien under jordskælvet natten til mandag. Aya, som det nyfødte barn hedder, befinder sig nu på et hospital i byen Afrin. 
En hel familie undtagen ét nyfødt barn mistede livet, da en boligblok styrtede sammen i den nordlige del af Syrien under jordskælvet natten til mandag. Aya, som det nyfødte barn hedder, befinder sig nu på et hospital i byen Afrin.
 Foto: Ghaith Alsayed/AP/Ritzau Scanpix

Tusindvis af mennesker har meldt sig til at adoptere en nyfødt pige, der blev født under murbrokkerne af en kollapset bygning i Syrien i kølvandet på mandagens tragiske jordskælv.

Det skriver det britiske medie BBC.

En hel familie undtagen ét nyfødt barn mistede livet, da en boligblok styrtede sammen i den nordlige del af landet under jordskælvet natten til mandag.

Barnet blev fundet tirsdag af slægtninge - helt nyfødt og stadig forbundet til sin mor via navlestrengen.

Pigens navn er Aya, som betyder "mirakel" på arabisk.

En video af redningsaktionen er gået viralt. Her kan man ifølge AFP se en mand, der løber gennem ruinerne med barnet dækket af støv.

Nedkølet og medtaget

Børnelægen Hani Maarouf tog imod Aya og har tidligere oplyst til AFP, at pigen ankom med blå fingre som følge af den bidende kulde udenfor. Hun var svært nedkølet og medtaget.

- Hun er stabil nu. Hun havde adskillige blå mærker og flænger over hele kroppen, oplyste Hani Maarouf.

Samtidig ledte Ayas slægtninge videre efter hendes nærmeste familiemedlemmer. Under murbrokkerne blev hendes forældre, fire søskende og tante fundet. De var alle omkommet.

Tusindvis af mennesker har efterfølgende på sociale medier forespurgt detaljer med ønske om at adoptere Aya.

- Jeg vil gerne adoptere hende og give hende et anstændigt liv, lyder det fra en ifølge BBC.

Behandler hende som sin egen datter

Khalid Attiah, der leder det hospital, Aya befinder sig på i byen Afrin, oplyser til mediet, at han har modtaget håndfulde af opkald fra personer verden over. Alle med samme ønske.

Khalid Attiah har selv en datter, som er fire måneder ældre end Aya.

- Jeg vil ikke tillade, at nogen adopterer hende nu. Indtil hendes fjerne familiemedlemmer kommer tilbage, behandler jeg hende som min egen, siger han ifølge BBC.

For nu ammer Khalid Attiahs kone derfor Aya skiftevis med at parrets fire måneder gamle datter.

Sponsoreret indhold