Nyheder5. september 2023

Nye tiltag på Pusher Street: Regeringen holder pressemøde

Justitsministeren vil onsdag morgen holde et pressemøde om nye tiltag mod kriminalitet på Pusher Street
Justitsminister Peter Hummelgaard vil onsdag holde et pressemøde om nye tiltag mod den organiserede kriminalitet på Pusher Street på Christiania.
Justitsminister Peter Hummelgaard vil onsdag holde et pressemøde om nye tiltag mod den organiserede kriminalitet på Pusher Street på Christiania.
 Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) indkalder til et kort pressemøde om nye tiltag i kampen mod den organiserede kriminalitet på Pusher Street.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Pressemødet, som afholdes onsdag morgen, kommer i kølvandet på drabet på en 30-årig mand på Pusher Street på Christiania.

Hvad tiltagene, som pressemødet skal handle om, nærmere indebærer, fremgår ikke af Justitsministeriets udmelding tirsdag aften.

Efter skuddrabet, som skete 26. august, skrev Christianias beboere i en pressemeddelelse, at de ønskede, at Pusher Street skulle lukkes.

Pusher Street er kendt for at være centrum for den organiserede hashhandel på Christiania.

I over et halvt århundrede har der været salg af hash på fristaden.

Umiddelbart efter drabet oplyste Københavns Politi, at det vurderede, at den 30-årige dræbte havde tilknytning til bandemiljøet.

Ifølge Ekstra Bladet og B.T. var den dræbte prøvemedlem i rockerklubben Hells Angels.

En 28-årig mand og en 18-årig mand er varetægtsfængslede i drabssagen. De nægter sig begge skyldige.

I kølvandet på drabet har politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) udarbejdet et konfliktnotat.

Her fremgår det, at der verserer en voldelig konflikt mellem rockerklubben Hells Angels og den forbudte bande Loyal To Familia (LTF).

Drabet på den 30-årige mand er ikke den eneste drabssag, som der har været på Christiania i de senere år.

I oktober sidste år blev en 23-årig mand skudt på klos hold på fristaden. I juli 2021 blev en 22-årig mand dræbt af skud ved Pusher Street.

Det har tidligere været fremme, at blandt andre Københavns Kommune, politiet, Justitsministeriet og Christianias beboere arbejder på en helhedsplan, som handler om Christiania og Pusher Streets fremtid.

Sponsoreret indhold