Nyheder29. februar 2024 (opd. 29. februar 2024)

To nye tilfælde af mæslinger påvist i dansk region

En voksen og et barn er testet positiv for mæslinger i Region Midtjylland. De to tilfælde vurderes ikke at være relaterede

I denne uge er der blevet påvist to nye tilfælde af mæslinger i Region Midtjylland.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI) på sin hjemmeside torsdag.

Tilfældene er påvist hos henholdsvis en voksen og et barn. De to tilfælde vurderes ikke til at være relaterede, skriver SSI.

Det er det fjerde og femte påviste tilfælde af mæslinger i år, fordelt på tre forskellige regioner.

Den voksne har ikke været ude at rejse og har ingen kendt kontakt til tilfælde af mæslinger. Derfor vurderer SSI, at der er "uerkendt mæslingesmitte på et lavt niveau i Danmark".

Barnet har en søskende, som tidligere i februar har haft en febersygdom med udslæt, men som ikke blev undersøgt for mæslinger.

Denne søskende undersøges nu for tegn på nylig infektion med mæslinger.

Begge børn har i slutningen af januar været på en udlandsrejse, hvorfor smitten - forudsat at den anden søskende også påvises med nylige mæslinger- i begge tilfælde kan være rejserelateret.

SSI opfordrer fortsat læger til at være særligt opmærksomme på mæslingediagnosen.

Styrelsen for Patientsikkerhed er informeret og har iværksat smitteopsporing i forhold til de smittedes nære kontakter i privatlivet samt eventuelle kontakter i sundhedsvæsenet, skriver SSI.

Mere end halvdelen af verdens lande er i høj eller meget høj risiko for et udbrud af mæslinger i løbet af 2024, hvis de ikke aktivt forsøger at bekæmpe sygdommen.

Sådan lød en advarsel fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) 20. februar ifølge nyhedsbureauet Reuters.

WHO har registreret en stigning i tilfælde af mæslinger i de fleste dele af verden. Det skyldes ifølge organisationen, at mange ikke er blevet vaccineret mod sygdommen i årene med corona.

Her var mange landes sundhedsmyndigheder overvældet og kom derfor bagud med rutinevaccinationerne mod mæslinger.

Mæslinger er den mest smitsomme børnesygdom og kan variere fra et relativt mildt forløb med udslæt og feber til alvorlig sygdom med betændelse i hjernehinderne.

Sponsoreret indhold