Nyheder30. maj 2022

Nye tal afslører: Mænd tager længere barsel

Flere og flere mænd vælger at blive hjemme fra arbejdet i længere tid, når de er blevet fædre
Flere mænd holder længere barsel
Flere mænd holder længere barsel, mens kvindernes er blevet kortere.
 Foto: Colourbox

Der er stadig lang vej til fuldstændig ligestilling på barselsområdet, men gabet bliver mindre.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at mænd i gennemsnit tog 35 dages barsel i 2020 mod 29,7 dage tilbage i 2015. Det svarer til en stigning på 18 procent.

Omvendt er længden på kvindernes barsel faldet en lille smule fra 280,4 til 280,1 i samme tidsrum.

- Det er muligt, at fædrene kommer fra et forholdsvist lavt niveau, men ikke desto mindre er det i ligestillingens navn glædeligt, at fædrene langsomt tager en større og større del af barslen, siger Britt Dinesen Christiansen, der er seniorøkonom i Danica Pension.

Hun forventer, at udviklingen vil tage endnu mere fart i forbindelse med, at barselsorloven fra og med 2. august deles ligeligt mellem forældrene, så faderen får ret til 11 ugers barsel.

Det betyder ikke kun, at mændene tager en større del af bleskiftene, men også at kvindernes økonomi på sigt bliver bedre, vurderer Anne-Louise Lindkvist, der er markeds- og kunderådgivningschef i Sampension.

- Det kan være med til at mindske forskellen over tid, og det er der behov for. Ikke mindst da vi ved, at kvinders opsparinger skal række i flere år end mænds, da kvinder typisk går tidligere på pension og lever længere end mænd, siger Anne-Louise Lindkvist.

I forbindelse med de nye regler om 11 ugers barselsorlov til hver forælder får begge parter yderligere 13 ugers barsel, der dog kan overdrages til den anden forælder.

Tallene fra Danmarks Statistik er lavet på baggrund af tal fra forældre, der bor sammen og som er dagpengeberettigede.

Sponsoreret indhold