Nyheder11. oktober 2022

Nye Borgerlige-kandidat påkørt mens han hængte valgplakater op

Den nordjyske folketingskandidat Brian Nielsen (NB) blev påkørt lørdag eftermiddag
Nye Borgerlige kandidat kørt ned
Lørdag fik Nye Borgerliges kandidat Brian Nielsen sig en slem forskrækkelse, da han blev kørt ned, mens han hang valgplakater op.
 Foto: Nye Borgerlige

Lørdag den 8. oktober kl. 12 strømmede politikere og deres hjælpere på gader og stræder for at kravle i lygtepæle og træer for at sprede budskabet om deres favoritkandidat til Folketingsvalget.

Men for Brian Nielsen i Nye Borgerlige blev den festlige dag afbrudt af en slem forskrækkelse.

Nye Borgerlige-kandidaten havde netop hængt en plakat op ved et busstoppested, da han forsøgte at krydse vejen.

- Jeg går ud på vejen og når lige at tænke, at der er noget galt, så jeg vender mig om og ser denne hybridbil komme mod mig. Så hopper jeg!, forklarer Brian Nielsen til Nordjyske.

Nye Borgerlige-kandidaten ender dog, på trods af sit hop, på motorhjelmen af den røde bil og rammer forruden, hvorefter han bliver slynget tre meter hen ad vejen bag bilen.

Ifølge Brian Nielsen så var det ren og skær hans egen fejl. Det skriver han i et opslag på Facebook.

- Bilisten kunne ikke gøre noget ved det. Det var helt og alene min skyld. Sådan er det, når tingene går stærkt, så ser man ikke det, man skal, forklarer han.

For selvom han havde kigget til højre og venstre, så var der alligevel en blind vinkel, der gjorde det svært for kandidaten at registrere el-bilen, uddyber han til Nordjyske.

Det virker heller ikke til, at Brian Nielsen lader sig sådan slå ud af forskrækkelsen. På Facebook forsikrer han nemlig, at han er i god behold.

- Lidt besværligt, når man skal gå, men udover det ingenting. Så vi fortsætter så lang tid, vi kan se, skriver han.

Sponsoreret indhold