Før sommeren officielt begynder på søndag, kommer der regn og byger i store dele af Danmark.
Det oplyser Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Inden kalenderen viser juni venter en overskyet fredag, mens lørdagen byder på sol og tørvejr.
- Fredag kan der sikkert godt komme lidt sprækker hist og pist med sol, men i det store hele bliver det en skyet dag. Der kan også være smådrypperi rundt omkring.
- Det lader til, at den nordlige del af Jylland vil få mere udbredt regn, men det er overstået, når vi passerer middagstid og først på eftermiddagen, siger Klaus Larsen.
Temperaturerne vil fredag være mellem 12 og 19 grader med en let til frisk vind fra sydvest.
Lørdag venter der ifølge meteorologen en helt anden type vejr.
- Lørdag bliver noget anderledes. Det bliver en dag med tørvejr.
- Dagen begynder med mere skyet vejr i den sydlige og østlige del af landet, men der kommer en del sol op ad dagen til alle, siger Klaus Larsen.
Temperaturen får et nøk opad lørdag til mellem 13 og 20 grader, mens vinden er svag til jævn.
- Når vi kommer frem til søndag, så skal vi igen have en helt anden type vejr. Så det bliver tre dage med forskelligt vejr.
- Det bliver mere skyet og med regn og byger. I bygerne kan der være hagl og torden, siger Klaus Larsen.
Søndag kan temperaturerne nå op på 21 grader, tilføjer han.
Weekenden giver ifølge meteorologen et meget godt billede på sommervejret i Danmark.
- Det er typisk dansk sommervejr med dage med skyer og sol samt temperaturer på omkring de 20 grader. Det er dansk sommer, som vi har prøvet det før, siger Klaus Larsen.