Nyheder29. maj 2025

Ny vandresti ved Gudenåen ventes til næste forår

Fra foråret næste år er det forventningen, at man kan vandre på 170 kilometer sti ved Gudenåen
Otte kommuner og Naturstyrelsen er gået sammen om at etablere 170 kilometers vandresti langs Gudenåen. Det er forhåbningen, at ruten kan indvies i foråret 2026.
Otte kommuner og Naturstyrelsen er gået sammen om at etablere 170 kilometers vandresti langs Gudenåen. Det er forhåbningen, at ruten kan indvies i foråret 2026.
  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

I foråret 2026 kan man få mulighed for at vandre hele vejen fra Tinnet Krat ved Give til Randers Fjord.

Det sker, når en ny sammenhængende sti langs Gudenåen ventes at være klar til vandrere.

Det skriver Politiken torsdag, ligesom at Vejle Kommune tidligere har beskrevet det i en pressemeddelelse.

- Vi kan mærke, der er kæmpe interesse for vandreruten. Jeg tror, det bliver et godt brand. De fleste ved, hvad Gudenåen er, siger Gunhild Øeby Nielsen, som er netværkskoordinator i Gudenå Samarbejdet, til Politiken.

Vandrestien skal følge Gudenåen og er blevet til i et samarbejde mellem Naturstyrelsen og otte kommuner.

Det er Vejle, Hedensted, Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov og Randers kommuner.

Projektet er desuden støttet af Nordea-Fonden og A.P. Møller Fonden.

Der er allerede vandrestier flere steder på ruten, men hensigten er at gøre stien sammenhængende, forbedre de eksisterende stier og skilte ensartet. Det fremgår af turistsiden oplevgudenaa.dk.

Ifølge Politiken er det håbet, at stien kan være færdig til nytår og indvies i foråret 2026.

Dorrit Christensen, som er landsformand i Dansk Vandrelaug, siger til Politiken, at hun er glad for ruten. Det er et område, som bruges meget af danske vandrere, lyder det.

Gudenåen er Danmarks længste å.

Den har sin kilde i Tinnet Krat, og den ender med at munde ud i Randers Fjord.

Sponsoreret indhold