Nyheder30. juli 2023

Ny undersøgelse: Knap hver tiende unge vil ikke have børn

8,8 procent af dem født mellem 1999 og 2003 svarer i undersøgelse, at nul børn er det ideelle antal for dem
Mange unge vil ikke have børn, viser ny undersøgelse. 
Mange unge vil ikke have børn, viser ny undersøgelse.
 Foto: Kristopher Radder Brattleboro Reformer/AP/Ritzau Scanpix

Knap hver tiende unge ønsker et liv uden børn. Det viser en undersøgelse lavet af Rockwool Fonden, skriver Kristeligt Dagblad.

I undersøgelsen er 7500 mænd og kvinder født mellem 1971 og 2003 blevet spurgt, hvor mange børn de ønsker sig at få, eller hvor mange de ville ønske, de havde fået.

For unge født mellem 1999 og 2003 svarede 8,8 procent, at deres ideelle antal børn er nul.

I aldersgruppen for folk født mellem 1971 og 1974 svarer 4,3 procent, at de ikke ønsker nogen børn.

I 2022 var den samlede fertilitet i Danmark den laveste i 35 år. Her blev der ifølge Danmarks Statistik født 1553 børn per 1000 kvinder. Omkring 12 procent af alle 45-årige kvinder født i Danmark er barnløse.

For mænd i alderen 45-55 år har flere end hver femte ingen børn.

Ifølge Peter Fallesen, der er forskningsprofessor i Rockwool Fonden, er tendensen fra undersøgelsen ikke stærk nok til at forklare den lave fertilitet.

- Vi kan ikke se ud af tallene, om kvindernes barnløshed er frivillig eller ufrivillig.

- Min formodning er, at en god andel af de 12 procent selv har valgt at være barnløse, fordi vi i Danmark sammenlignet med andre lande har få barrierer, der forhindrer os i at få børn, herunder gratis adgang til fertilitetsbehandling, siger han.

Ayo Wahlberg, der er professor i sundhedsantropologi ved Københavns Universitet, siger til Kristeligt Dagblad, at han ofte støder på "udmattelse" som årsag til, at særligt kvinder ikke får børn.

Det er nemlig ofte dem, der tager de fleste sygedage, tager det meste barsel og får den laveste løn. Han mener derfor, at flere kvinder "er begyndt at takke nej til diskrimination, sexisme og ulighed", fortæller han til mediet.

Han mener, at andelen af 45-årige barnløse kvinder vil stige de kommende år, så det vil være på niveau med mændene.

Sponsoreret indhold